Menneske-Adel
En Sang for de Gode
En Sang for de Gode
Bort, bort med den, som kysser Lænker,
Og haaner Friheds favre Krands!
Bort den, som Dyd og Retfærd krænker,
Om han end sad i Tronens Glands!
Kun Ædle her skal Brødre finde,
Kun ærlig Mand vi kalde Ven.
Hver anden Forskjel her skal svinde
I Broder-Borger-Liighed hen.
De Stormænds Gunst, den Fødselsglimmer
De tomme Navnes Bjeldelyd,
O! al den Sæbeboblers Skimmer
Kan være Børns og Hofmænds Fryd.
I Viisdom kun vi søge Ære,
Og Dyden kun vor Adel er.
Ja, Brødre, Mennesker vi ere!
O, føler denne Titels Værd.
Vi føle den! Ja stolt vi kæmpe
For Mennesk’værd og Mennesk’ret.
Ej Magt, ej Svig vort Mod skal dæmpe
Ei Letsind skal afkjøle det.
Nej, nej, med Pligten aldrig spøger!
Nej, med det Onde ingen Fred!
Forræderen kun Udflugt søger;
Kun han for Dydens Sag er ræd.
Bestemt og snart til Hjelp vi iile,
Naar Ret og Frihed truet er.
Lad Himlen tordne, Himlen smiile!
Jeg i mit Bryst min Himmel bær.
Du, Troe paa Gud, vor Barm oplive!
Vort Samvids Bifald trøste os!
O, vor skal dog Triumphen blive,
Alt Guld og Løgn og Vold til Trods.
See, Morgenrødens Purpur luer!
Det lysner over Himlens Rand!
I Haabers Rosenlys jeg skuer
Hist Friheds førstefødte Land.
Ja, snart skal du omstraale Jorden
O store Dag, du er os nær.
Du, du skal qvæle Selvraads Torden
Og røve Lykkens Gaver Værd.
I Almeenretfærds Demantlænke
Du fængsler Krigens vilde Gud.
Ei Slægt skal Broderslægten krænke,
Ei slaae paa kronet Voldsmands Bud.
Fornuftens Septer skal os lede
Fra Lys til Lys, fra Daad til Daad.
Nu dandse rosenkindet Glæde,
Hvor gusten Kummer sad i Graad.
See, Mørkheds Børn alt ængstlig bæve;
Hist glimter lyse Dagskjer frem.
O, leve Frihed, Sandhed leve!
Snart hele Jorden hylde dem.