Nøjsomhed
Et moralsk Digt
Et moralsk Digt
— Qvod petis, hic est,
Est Elubris, animus si te non deficit æqvus.
Horat.
Du, som forskjønner Glædens Fjed,
Og dysser Qvaler sødt i Slummer,
O du i Livets Fryd og Kummer
Min troe Veninde, Nøjsomhed! —
Skal Ondskabs Vold formaae at rive
Din Dyrker af din hulde Arm?
Skal vilde Stormes Larm fordrive
Dit lune Stilne fra min Barm?
Nej aldrig! — Lad kun Guldets Slave
Fortvivle, naar han ikke kan
De Skatter, som fra Perus Have
Hidgyngedes til spanske Strand,
I sine Kister flux begrave!
Lad Herskerangstens Edder-Braad
Sig bore i Despotens Hjerte,
At hævne neddtrykt Uskylds Smerte,
At hævne Patriotens Graad!
Lad vilde Landerøver sukke
Naar Oceaner Vejen lukke
For aldrig mættet Sejrelyst!
Men evigt i den Godes Bryst
Skal Dydens Haand for dig berede
Et skjønt, et trofast Kongesæde.
Og om paa Dydens Vej min Fod
Ej lige stadig altid stod,
Dog qvaltes ej den Himmelsflamme,
Det Forsæt i min Barm: Vær god!
Derfor om tusind Lyn mig ramme,
Om Lykke, Venskab, alting sveeg,
Skal uden fejge Taarer jeg
Dog dig, du eene sande Lykke,
Du eene altid nære Trøst,
Til mit henrykte Hjerte trykke,
O Nøisomhed! Min matte Røst,
Naar Dødens Nat omhyller Øjet,
End lisple skal: Jeg døer fornøjet. —
Du til din Helligdom indvier;
Der stolte Ønskers vilde Larm
Ved din den milde Stemme tier.
Lig Vaarens tætte Blomsterhær,
Utællelige Saligheder
Du paa hans jævne Bane spreder.
Ja selv i Fængslers Hvælvinger,
Paa fredløs Flygtnings skjulte Veie,
Paa qvalfuld Sygdoms haarde Leje,
Er du med Fryd og Trøst ham nær.
Hvad seer jeg hist, hvor Armod hegner
Trygt om den ubemærkte Vraa?
Du, du paa hvert et Aasyn tegner
Et Billed af din milde Roe.
Naar Dagens første Straale blinker,
De fro til Arbeid iile frem;
Den heede Middagssoel dem vinker
Til sund og simpel Føde hjem.
Naar Bedeklokken langsomt lyder,
Den milde Aftenkjølning fryder
Dem efter Dagens Flid og Sveed.
Du Glædens Moder, Nøjsomhed,
Den blege Mismods Aand forbyder
At komme dine Venner nær.
Du deres gode Huusgud er,
Der sidder midt blandt dem fortroelig,
Velsigner deres sorte Brød,
Og gjør Vanddrikken stærk og sød.
Du ej forsmaaer den lave Bolig,
Ej straaebedækte Lejested,
Men vinker Slummer blid og rolig
Paa din Tilbeders Øjne ned.
O Nøjsomhed, hver Slægt, hver Alder
Omkring dit Altars Fødder staae;
Dig kalde Vises Ønsker paa;
Ja, Daaren selv din Gunst paakalder.
Men ej for Diamanters Glands,
Og ej for Jordens første Throne,
Og ei for Evighedens Krands,
Du kjøbes kan. Den Rosenkrone,
Der yndigt svæver i din Haand,
Kan blot en ædel skyldfrie Aand,
Blot et uskyldigt Hjerte vinde.
Vee dem, der famlende, lig’ Blinde,
I Ønskers Nat, forfeilte dig!
Naar Mængden løfter Undringsskrig,
Naar Glands og Overflod dem favner,
Boer skummelt Qval i deres Sjel.
Jo meer den har, jo meer den savner,
Sin Lykkes og sit Ønskes Træl.
Og tørste dog. Mod Himmelen
Vi styre, ak! men vore Drømme
Os i en Afgrund drage hen.
De Koglersker! Forrædrisk give
De, hvad som er, en gusten Hy, —
Og male det, som først skal blive,
I Morgenglands saa frisk, saa nye.
Vee den, som Synerne henrykke!
Snart bander han sin trange Lykke,
Snart knurrer han mod Himlens Raad.
Ham dufter Rosen ikkun Qvaler;
I Duggen seer han Sorgens Graad;
Ej ømhedsdrukne Nattergaler,
Ej zephirgynget Sølvervæld
Opmuntre kan hans arme Sjel.
Naar Dagforkynderinden maler
I Purpur Østerhimlens Sky’r,
Naar Venner glade mod ham ile,
Naar Pigers muntre Kredse smile,
Han seer det, harmer sig, og fly’r.
O, thi hans Afgud ham forfølger,
Hans Plageaand, født af hans Bryst.
Igjennem Støi og Leeg og Lyst,
Igjennem Torden, Storm og Bølger
Den hvisker til ham, nært og tyst:
”Du er ej lykkelig! See Krandsen
Der svæver hist i Straaleglandsen
Af Magt og Roes og Evighed,
Den maae du til dig drage ned.”
Storm, Doare, frem, grib denne Skygge,
For den du ofrede din Roe!
Kan nu dens Favntag dig betrygge
Et evigt Held? — Skjelv! — Dødens Boe —
Sig aabner! Hvo er det, som vandrer
Ved Phlegetontisk Flammestrand?
Een af vor Klodes Alexandrer!
Blant vilde Plager hyler han:
”Vend dig fra mig, halvbrustne Øje!
”Ej stønner meer, ligdækte Høje! ...,
Og Luebølger ham bortreev. —
Siig du, som harmfuld hist iskjænker
Bundløse Fad, o siig, hvor blev
Den Skat, du vandt med Sved og Rænker?
Paa Jorden! ... og du sukker her! ...
Dog — det er Drømmebilleder,
Indvender du. Nu, lad saa være!
Men tusind, tusind Helveder,
Unøjsomme! paa Jorden her
Du i dit eget Bryst maa bære;
Det rædsom Virkelighed er.
O Dydens Søster! Tryllerinde,
Der snildt i Demantkjeder veed
Ustadig Glædes Rosenfjed
Og utro Lykkes Flugt at binde,
Du, hvis elysisk milde Fred
Inddysser Qvaler selv i Slummer,
O, du, i Livets Fryd og Kummer
Min troe Veninde, Nøjsomhed!
Nei, aldrig, aldrig skal jeg rives
Udaf din hulde Moder-Arm.
Ved ingen Stormes Larm fordrives
Dit lune Stilne fra min Barm
Dig svor jeg evig, evig Troe,
Da klar og skyfri Morgenrøden
Af Livets Dag imod mig loe:
Dig, trofast ind til selve Døden,
Forlader din Tilbeder ej,
Trods Tordenskyers Sammenstøden,
Trods fjendske Rædslers grumme Møden,
Paa Pligtens tornefulde Vej.
Vil gunstig Himlen mig beskytte
Fra lysende og farlig Lod,
Skal du for mig i Halmtagshytte
Fremtrylle Slotters Overflod.
(O, vilde Himmelen mig unde,
Hvad lønligt tit mit Hjerte bad,
At fjernt fra daarskabsfulde Stad,
Fra Rygtets og fra Avinds Munde,
Med nogle Bøger, meere Mad,
Og ved min Lauras Smile glad,
Hensværme i sangrige Lunde
Ved Surret af en sølvklar Strøm
Mit Livs den ubemærkte Drøm!
Men skal i Lykkens Tumlekredse,
Paa Ærens Kæmpermark jeg staae,
O du min milde Skytsaand, stedse
Mig skjermende ved Siden gaae!