Til Bacchus
2den Bogs 19de Ode
2den Bogs 19de Ode
Seet, har jeg Bacchus! Tro mig, o Efterslægt!
Paa fjerne Klipper toned’ hans høie Sang:
Lærvillig Nympherne den hørte;
Faunerne lytted’ med spidse Ører.
O, Evan! Rædsel ryster endnu min Sjel!
Mit Bryst er fuldt af Bacchus! jeg tumler end
Af stormisk Fryd. O, skaan mig, Evan!
Skaan mig, du frygtbare Thyrsus-Svinger!
Tilladt, at jeg Thyadernes Underværk
Maa synge, Viinen rindende strømmeviis,
Og Melkefloder, og fra Træets
Huulheder dryppende Honningnectar!
Tillad, at jeg din Elskedes Stjernekrands,
Besynge maa, den thebaniske Kongeborgs
Forfærdelige Fald, de grumme Plager,
Som din Foragter Lykurgus straffed’.
Du styrer Strømme, styrer den vilde Søe;
Med Slangeknuder, uden Skade,
Knytter bistoniske Qvinders Lokker.
Dengang din Faders Riger bestormedes
Af stolte, himmelstigende Kjæmpers Hær,
Med Løveklø’r, med Løvens stærke
Tænder du knuste den høje Rhøtus.
Skjøndt meer beqvem blant hoppende Danserad,
Blant munter Leeg, du sagdes, ej vældig nok
Til Kamp, men du den samme viiste
Dig under Vaabnene, som i Freden.
Selv Cerberus med Ærefrygt øjned’ dig,
Da du, med Guldhorn prydet, tilbagekom;
Den, ydmygt logrende, din Fod med
Sin den trekløftede Tunge slikked’.