Errat, qui finem vefani quærit amoris:
Verus amor nullum novit habere modum.
Propertius.
Fly, Viisdom, fly! Din høje Stemme
Min elskovdrukne Sjel ej røres ved.
I Lænker Stormen kast! Bjergfossens Fart du hemme!
Og da du læge kan min Kjerlighed.
Jeg hende saae. Paa hele Jorden
Jeg intet, intet uden hende seer.
Et umildt Blik er Lyn; et Vredesord er Torden;
Et Smil! Elysium omkring mig leer.
Mig Kilden hendes Navn kun suser;
Mig sukker Vestenvinden hendes Navn.
Sødt Nattergalen det udtrilrer, det frembruser
Højtideligt af Bølgens mørke Favn.
Hvor tit har jeg mit Hjerte trykket
Imod det Træe, der hendes Navn jeg skrev!
Hvor glad greb jeg den Blomst, som hende havde smykket,
Og kjerlig gjemte den, til Støv den blev!
Jeg hendes Billed seer fremtræde
Af Træe’r, af Fjeld, af selve Nattens Gru:
Det nu nedlader sig for mig paa græsrigt Sæde,
Og spottende mit Favntag fly’r det nu.
O, at hun aldrig havde smilet,
Ej hendes Øjne straalet Haab til mig,
Ej hendes bløde Haand i min fortroelig hvilet!
Da, Elskov, kunde jeg neddæmpet dig.
Men nu! — Hun gav mig Haabets Bæger,
Og jeg det Tryllebæger tømte ud.
Hvor er den Urt, som nu mit tændte Hjerte læger?
O, hvor, hvor er den Troldmand eller Gud?
Min Pligt? Forgjeves vil jeg følge
Dens Stemme. Jeg kan gaae med rolig Aand
Mod Sværd og Kugleregn, mod Storm og skumhvid Bølge;
Men kan jeg bryde Amors Rosenbaand? —
Nej, intet river mig fra hende.
Her tæt ved hendes Hjem, i landlig Dal
Her vil jeg, skjønt forskudt, dog leve, lide, brænde
Og døe i elsket Qval! .........