Selskabssang
ved en Skovreise
ved en Skovreise
Til Melod. Skaberen skued den
Til Melod. Skaberen skued den
Roser alt krandse den skyggende Hække;
Skovene lyde af Qviddren og Sang;
Blomsteromduftede, slyngende Bække
Risle afsted i melodiske Klang.
De grønnende Lunde tilbyde os Lye;
O Daarer, som qvalmfulde Mure ej flye!
Dagene rulle! Vi derfor os bruge,
Gribe og nyde hver Glæde vi kan.
Narrer paa Galskab in Folio ruge,
Spæge der’ Sjel og der’ Legem med Vand!
Det ikke er Tid nu at mure sig ind
Blant Bøger ved Lampens sørgmodige Skin.
Helgenen knurre og bede kun stedse!
Viiser og Klinken fordømme han kun!
Kalde det Synd, naar i spøgende Kredse
Stjæles et Kys fra en Gratiemund!
Ej smiler Naturen for saadan en Mand,
Den skabtes af Gud, den er kjærlig, som han.
Kommer, o Venner, med Viin og Pokaler!
Synger og drikker og jubler af Fryd!
Skovenes Skygge den Drikkende svaler,
Skovene tone af Glassenes Lyd.
Natur, du som lærte os bredfulde Maal,
Alkjærlige Moder, vi drikke din Skaal.