Daphnis til Florinde
Elegie
Elegie
Lunas milde Sølvglands overstrømmed’
Skovrig Høj og dunkle Kilde-Dal.
Aftenstjernens favre Gjenskin svømmed’
Klart paa Bølgernes Kristal.
Muntert risled’ svanerige Bække,
Kyssed’ frygtsomt dugbeperlet Strand.
Fjerne Bjerges blaaligdunkle Række
Krandsede vort Tempas Rand.
Sammen sad vi under hine Linde;
Ømt din Daphnis svor at elske dig;
Du blev rød, du sukkede, Florinde,
Og du svor at elske mig.
Himlen saae jeg i dit kjelne Øje;
Jorden straalte Gjenskin af dit Blik.
Tæt ved os paa maaneklare Høje
Gratier og Amor gik.
Lig en Gud, jeg tro’de da at svømme
Paa er bredløst Glædes-Ocean.
Men de svandt, de svandt, de stolte Drømme;
See, jeg laae ved øde Strand! —
Boreas fra iisfuld Vinge strø’de
Vintersnee paa bladeløse Træ’r;
Alle Vaarens Børn, ak alle døde;
Og du elskte mig ej meer.
Tit med ængstligt Haab for dig at finde
Iilte jeg til vor Foreenings Lind.
Ak, forgjeves! Skarpe Nordenvinde
Tørrede min vaade Kind.
Atter smilte Vaarens Rosendage;
Brudedragt sig Jorden smykker i.
Men den svæver aldrig meer tilbage;
Hiin den søde Phantasie.
Pige, kald den eengang blot tilbage.
Denne søde, kjelne Phantasie!
Lad mig drømme een af mine Dage
I dit hulde Slaverie.
Elskovs Nektar-Ruus jeg skulde drikke,
Naar du smilte til mig huld og øm;
Og i eet af disse Øjeblikke
Svandt mit Liv og svandt min Drøm.