Sapho til Aphrodite
Af det Græske
Af det Græske
Allesteds tilbedede Gudinde,
Elskovs snildhedrige Dronning, dig
Jeg bønfalder, høje Herskerinde,
Ej med haabløs Qval du straffe mig!
Kom, o kom, saasandt du nogensinde
Kaldet af din Saphos Klagerøst
Hurtig fløj fra al Olympens Lyst,
Fra din Faders Stjerneborg, og iilte,
Ført af favre Duers raske Hær,
Gjennem Æthrens sølvblaa Hvælvinger.
Knap din gyldne Karm paa Jorden hvilte,
Før du spurgde — og guddommelig
Venskab fra din Rosenlæbe smilte —;
„Beste Sapho, sig, hvad fattes dig?
„Hvorfor klager du? Blant Jordens Sønner
„Nævn mig ikkun den, du øjne vil —
„For din Fod i Elskovs ømme Ild!
„Hvo er det, som følesløs ej skjønner
„Paa min elskte Saphos Kjerlighed? —
„Flyer han nu? — Han følge skal dit Fjed. —
„Haaner han din venskabsfulde Gave? —
„Han skal bringe Offre uden Tal. —
„Vil han ikke elske dig? — Han skal
„Elske, dyrke, tjene dig som Slave. —
Ja, saaledes, Venus, talte du.
Kom da nu min Kummer at forjage!
Still de Længsler, som mit Hjerte plage!
Kom, o kom til Hjelp i Kampen nu! —