Niels Ebbesen
Tyrandræberen
Tyrandræberen
En Ode
En Ode
Hvad eensomt Lys i endløst Mørke luer?
Hvad Glimt af Liv blant idel Død?
Bag Eenevældens Nat en Romerdaad jeg skuer,
En Brutus i mit Danmark fød! —
„Paa Nordboenakke fremmed Hersker træder?
„I tydske Lænker sukker Dan?
„O, ved mit Sværd, ved Danmarks Hæder,
„Sligt taaler ingen Dannemand!”
Saa talte han; da fløj de faa, men danske Helte
Til Kamp og Sejr — Niels Ebbesen foran.
Storm var hans Fart; et Lyn hans Svaæd. I Blodstrøm velte
Tyranner sig, og døe. Frit er vort Land.
Smil atter, Fryd! Rull, høje Glædestone,
Hist over Fædres frie Marker hen!
Held dig, o Mand! Du har fortjent en Krone,
Og du foragter den.
Held, trefold Held dig, Fædreland!
Vær stolt af ham! Han dræbte en Tyran.
Men hør! ... hvad Skrig! hvad Knald! ...
Ha! Danske Vaabens Brag og tydske Slavers Fald!
Tykt hvælver Kampens Mørke sig.
Opsvolmet Blodstrøm flyder.
Det dybe Dødsuk lyder
Blant graadigt Ravneskrig.
Hør, Tordner Tordner dæmpe!
See, Lyn formørke Lyn!
Men, nu hvad Skræk? hvad Rædselsyn?
Hvi standses der? Faldt Danmarks Kæmpe?
Han faldt! ....
Hans store Skygge see! Paa Maanens Straaler alt
I blodig Flammeglands den vinkende fremsvæver.
Frem, Danske, frem! Med dobbelt Vælde hæver
Blodfulde Sværd, at hævne ham, som faldt! —
Triumph! Alt sejre Danmarks Sønner.
Triumph! De kjøbte Trælle flye.
Alt om Ejdoras Bred er Seirens Vaabengny;
Men fjernt paa Teutons Slette Flugten stønner.
Rull i Triumf, Ejdora, dine Bølger!
Thi Danmarks Fjende Flugten tog.
I sine Fædres Borg han ræd sig dølger;
Hans Skulder skjælver alt for Aag. —
I Fred skal Morgenen nu smile,
Blank Glæder dale Aftenen.
Paa Væggen Skjold og Landse hvile;
Bag Ploven gaae de Sejrens Mænd.
Rull i Triumf, Ejdora, dine Bølger!
Thi Danmarks Fjende Flugten tog.
Hvor er den Ædles Bautasteen?
Hvad festligt Mindesqvad omtoner den?
Hvad Højtids Kæmpedyst?
O, Slaver, knap I tør hans Navn fremstamme:
Omkring hans glemte Grav er tyst.
Et den da slukt, for evig slukt den Flamme,
Som brused’ i de Danskes frie Bryst?
Du stolte Rad af Dydens, Kraftens Dage,
Old, rig paa Farer, rig paa Frihed og paa Mænd,
Til dig jeg gjennem Taarer seer tilbage;
Naar smiler du til Nord igjen? —