Was man doch ein Kind ist! Was man nach so einem Blicke geizt!
Leiden des Jungen Werthers.
Gud! har jeg vaaget? Har jeg drømt?
Jeg saae et Glimt af Yndest svæve
I hendes Blik, og hendes Bryst sig hæve
Saa bølgende, saa ømt!
Som nyfødt, jeg i Verden staaer!
Et uvant Lys omkring mig smiiler!
Blant Haabets Paradiser frem jeg iler!
Ved hendes Arm jeg gaaer.
Hun ved min Side sætter sig;
I lange Kysse Læben flammer;
Tæt til mit Hjerte krystet, hun udstammer;
„Jeg elsker, elsker dig.” —
O Haab! o Drøm! o Salighed!
Nu har jeg nok! Lad Torne hegne
Trindtom min Vei, lad Lyn omkring mig regne!
Hun smilte til mig ned!
Ja det var mig, hun smiilte til!
Jeg saae det ømme Bryst sig hæve,
Og i det lysblaa Øje Taarer svæve!
O Himmel, hvilket Smiil!
O føl hver Støvets beste Lyst!
Nyd alle rene Aanders Glæder!
Og da begriber du de Saligheder,
Som svulme i mit Bryst.