Ultima Cumæi venit jam carminis ætas.
Magnus ab integro feclorum nascitur ordo.
Jam redit & Virgo, redeunt Saturnia regna
Jam nova progenies coelo demittitur alto.
Virgil.
Skal heldig Svig, skal kronte Laster.
For evig kue Jorden ned i Lænker?
Er Almagts Lyn da dødt? og slumrer Hævnens Torden?
Og er der ingen Gud? —
Saa lød mit Suk. Da kom en Stemme.
En Guddoms Stemme fra det Høje var det.
„I Himlen er en Gud, og der er Mænd paa Jorden;
„Hvad vil dit Mismods Suk?
Og see! Et Lyn foer hen for Øiet
Og Dødeligheds Taage sank fra Øiet.
I Fremtid saae jeg ud. Bag Fremtids dunkle Skyer
Jeg skimted’ Haabets Dag.
Det tordner, tre Gang tre. Hvo kommer
I Tordnen? Døden lyner i hans Højre.
Men himmelsk er hans Blik, og om hans faure Lokker
Er Friheds Egekrands.
Ja, Friheds Hundredaar, velkommen!
Du Himmelens Udsendte, Jordens Hævner.
Velkommen, skjønneste blandt Seclers lange Skare!
Du Tidens største Søn!
Du træder vældig frem. See Troner
I Gruus! See Overtroens Altre skiælve!
Omkring dig klirred’ Sværd, Forventningsfulde Klode
Skjalv under dine Fjed.
Du træder eene frem, Hvo er vel
Dig liig imellem dine tusind Brødre?
Hvad ingen kunde heelt, hvad alle, alle vilde,
Fuldbyrder eene du.
Ja, Hil dig, store mellem Secler!
Du Dødens Haab, du alle Taarers Lindrer!
Dig Almagt gav sit Sværd, at dømme Jorderige
Med Retfærd og med Skræk.
See, Jordens Guder, hvor de skjelve
For Dig! — Nu kan I mætte Eders Guldtørst
Og Eders Herskesoet, nu straffe Sandheds Lærer,
Nu haane Eders Folk. —
Hvor ere deres Leiesvende?
Hvor ere deres Smigrere? — Forladte.
Forraadte staae de der. I deres øde Borge
Er ei en Træl igjen.
Til Fjeldene de raabe: Skjul os!
Til Afgrunden: Du i dit Skjød os bjerge!
Men Straffen griber dem, og Frihedsegen vandes
Med deres Offerblod.
Det er Alfaders store Lønraad!
Det er den Stund, som overrasker Verden!
Det er den Arm, udstrakt, at dømme Jorderige
Med Retfærd og med Skræk.
Med Retfærd og med Skræk! Ja, Ondskab,
Du bæve, thi dit Rige er ei mere.
Men jubler, jubler, I, som sad i Veemods Skygger,
I Dyds og Friheds Børn!
Nu skal ei Sandhed fængslet sukke,
Ei mørke Løgnes Nat indhylle Altret;
Ei mere trodse skal fra sabelgjerdet Throne
Et lovløst Menneske.
Fæst, Lighed, Lovens Kovbertavler!
Opflam, o Frihed, Folkets Sjel til Storværk!
Hæv, Snille, hæv din Flugt! O Dyd, du blidt forkynde
Din eenesande Troe!
Jordkloden, som en Brud, sig pryder,
Sin Længeventede at imodtage.
I Himmelen er Fryd, og Verdners gode Fader
Seer smilende herned.
Triumph! Det store Sekel kommer.
”Triumph!” skal Himmelen og Jorden synge.
”Triumph!” jeg synge skal med sølvgraae Haar, ”Jeg saae dig!
”Og nu jeg døer med Fred.”