O sov et lidet, stedsevaagne Kummer!
Og lad mig sanke Kraft at bære dig.
Lad Haabet lulle dig i korte Trylleslummer,
At jeg maae hvile mig!
Maaskee den Dag skal eengang dog sig hæve,
Da syvaars Troskab bøjer hendes Bryst;
Da, i det første Kys, beruuste Læber bæve
Af ubegreben Lyst.
Vaagn nu, o Kummer, vaagn, og nag mit Hjerte!
Nedstyrter, Rædsler, paa mig Slag i Slag!
Og sønderslide mig en Evighed af Smerte,
At kjøbe denne Dag! —