Malthe Conrad Bruun (1775–1826)

En Negerindes Sang ved sin Søns Vugge

(I Anledning af det Republikens Dekret, som erklærte alle Neger-Slaver for frie Borgere.)

Oversat efter Coupignys franske Original

O, see den skjønneste blant dine Dage!
        Opluk dit Øje for dens Glands at see!
Min Søn, min eene Fryd i al min Plage,
        Min Trøst, naar kolde Bødler mig belee.

Hvis jeg din søde Søvn dig maae berøve,
        Du lille Noer, o vredes ei paa mig!
Din ømme Moder kan ei længer tøve,
        For til Lyksalighed at vække dig.

Fri er du, Søn, fra Livets første Dage
        O, føl din Lod, hvor stor, hvor skjøn den er!
Stolt vil jeg nu trefarvet Danner tage,
        Og brede det paa Drengens Vugge her.

Dit første, spæde Øiekast imøde
        Skal denne Fødselsstjerne venlig lee.
Ved sidste Glimt af Livets Aftenrøde
        Med sløvet Øje fro dens Glands du see.

O, Søn, jeg høit mod Himmelen dig hæver,
        Og sværger, du skal vorde troe dit Land.
Din Moder skylder du kun at du lever;
        Din Frihed skylder du dit Fædreland.

Det skjænkte dig igjen de Rettigheder,
        Som dig ved skjændig Vold frarevne var.
Kun Loven nu i milde Baand dig leder;
        Naturen kun til Herre nu du har.

O store Gud, en Hævner og en Redder
        Gav du Amerikas nedtrykte Folk.
O, sign hin Republik med Held og Hæder,
        Hvis seierkronte Sværd er Retfærds Tolk.

I hver en Jordens Egn, du Eviggode,
        Staae vældig Rets og Friheds Venner bi!
Et Folk af Brødre kun beboe vor Klode,
        Thi alle, alle dine Børn er’ vi.