Gjenkomsten
Theokrits tolvte Idylle,
Theokrits tolvte Idylle,
frit oversat
frit oversat
Har jeg, har jeg dig da her igjen? —
Efter tre saa lange, lange Dage
Kommer, kommer du tilbage
Til din ømme Ven? —
Troe mig, paa en Dag, o blot paa een!
Kjerlig Længsel gjøre kan
Den Forelskte til en gammel Mand. —
Efter Vintrens Mulm og Kuld
Smiler Foraarssolen dobbelt huld;
Efter andre Fugles Qvidren røre
Nattergalens Toner meest vort Øre;
Efter Kys paa gamle Kjerlings Mund
Dobbelt sødt en Piges Kys os smage:
O, saa fryder mig den blide Stund,
Som dig bragte i min Favn tilbage
Dobbelt efter Savnets mørke Dage. —
Som til Bøgens Skygge flyer
Trætte Vandringsmand for Solens Heede,
Saa med navnløs salig Glæde
Jeg til dine Arme tyer. —
Maatte lige Flammer evig varme
Vore Hjerter, og den grumme Død
Finde mig i dine Arme,
Dig, o Elskte, paa mit Skjød!
O, da qvad om os engang
Vore Børnebørn en saadan Sang:
„Hvor han elskede sin Pige!
„Hvor hans Pige troe ham var!
„Aldrig, aldrig saae vi Liige
„Til saa lykkeligt et Par.
„O, de gyldne Oldtids Dage!
„Dengang vidste man at smage
„Hjerters fulde Salighed.
„Dengang vidste Jordens Skjønne
„Trofast Elskov at belønne
Saa, saa vilde, deres Sange lyde,
Lad det skee, o milde Jupiter!
Hvor vil det i Skyggers Land mig fryde,
Naar mig dette Budskab bringes der:
„Eders Ømhed, eders Trofasthed
End i alles Munde lever;
Eders Elskovs Minde hæver
End hvert kjerligt Bryst sig ved.” —
Dog, det styre Himlens høje Guder!
Efter deres viise Bud det gaae!
Jeg i hver min Sang din Roes bebuder
Sandhed selv hvert Ord istemme maae.
Naar du end iblant mit Hjerte saarer,
Læges det dog snart igjen af dig.
Efter Kiv og gjennem friske Taarer
Smiler Lysten dobbelt ynderiig.
Hver en Taare, som for dig jeg fældte,
Du med tifold Ømhed mig gjengjældte;
Stedse meer paa Fryd, paa Elskov riig,
Gik jeg bort fra dig. —
Megarenser, kjekke Søemand, eder
Lønne Himlen med Lyksalighed
Thi en trofast Elskers Hvilested
Har I skjænket evig festlig Hæder.
Hvergang Vaaren spreder sine Ynder,
Eders Piger, eders Ynglinger;
Da en Veddekamp af Kys begynder.
O, lyksalig den, som da forstaaer
Ømmest Mund paa Mund at trykke!
I Triumph han hjem fra Kampen gaaer;
Ynglinger misunde ham hans Lykke;
Møer ham med Sejerskrandse smykke.
Ana»