I Valhava de drikke Øl og Miød,
Og sig med Slagsmaal divertere.
Hvad Øl og Miød angaaer, der kunde vel til Nød
Passere.
Men Slagsmaal! fy. I Paradiis man maa
Foruden Sabler kunne gaae. —
De gode Grækere ret nydelig afmalte
— Hvad var ei nydeligt hos dem? —
En Rosenlund, et stille Glædeshjem,
Som i et Purpurlys med evigt Foraar pralte.
Men Skade kun, at de tillige talte
Om denne Letheflod, om dette Glemsels Vand.
Jeg skulde Lauras Smil og Lauras Stemme
Og alle mine søde Drømme glemme?
Nei, sligt et Paradiis jeg ikke lide kan. —
Sjeur Mahomets halvfjersindstyve Glutter
Kan for en Sultan være godt;
Jeg mere nøjsom er, og frygter blot
At der behøvedes .... en Slutter;
Thi ellers, inden man sig foresaae,
Den gode Pande kunde Svide faae. —
Sanct Poul, Sankt Peer og flere gode Mænd
Fortælle os, vi skal et Chor opføre
Og paa Guds Ansigt see og Englers Harper høre.
Det vist det Sande er. Det staaer i Bibelen.
Men mon Concert os kan i Længden more?
Ifald jeg slutte skal fra vore,
Saa sove vi nok atter salig hen.
Nei, Laura, lad os elske, lad os kysse,
Lad os med venlig Trøst hver lille Kummer dysse,
Med trofast Enighed modtage Skiebnens Slag.
Da hvert et Paradiis jeg giver en god Dag.
Men ak! Skal det bestandig blive Drømme?
Vil du af Naade dog ei saliggiøre mig?
O Hulde, kan du vel, de christne Præster liig,
Til evig Tid fordømme?