Wehmut und Wonne des Weisen Erbe!
F. L. Stolberg
Du, som i Cytheres Myrthegange
Nynnende paa Luthens Strænge slaaer,
Og blant Philomelers kjelne Sange,
Glad i sværmersk Veemod, gaaer.
Ømheds Musa, salig den, du kaarer.
Til din Ven blant Phoebi Sønners Tal!
Salig Fryd og søde, blide Taarer
Er hans Lod i Støvets Dal.
Hans Naturen er! Dens Tryllerier
Stedse smelted’ ham i skyldfri Lyst.
Stedse Konstens høje Harmonier
Fandt en Gjenlyd i hans Bryst.
Følsom Yngling skal med henrykt Øre
Lytte til hans kjelne Toners Klang
Han fra mangen Rosenlippe høre
Skal sin ømhedsfulde Sang.
Aphrodite smilende skal vinde
Sine Blomsterkjæder om hans Fjed,
Og i jordisk Slør en Huldgudinde
Sende til sin Digter ned.
Susende i Zephirs sagte Hvislen,
Ham en Genius skal kalde hen.
Han ved Hippokrenes klare Rislen.
Vaagner paa Parnas igjen.