Chr.K.F. Molbech (1821–88)

All poems by Chr.K.F. Molbech on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.

A

Af Kiærlighed til Fødelandet dreven

Af Rædsel slagen, til min Førerinde

Alene, tause, ikke fulgt af Andre

Alt blegned Tithons fagre Elskerinde

Alt i min Førers Fied jeg mig bevæged

Alt nød alene sine Tankers Føde

Alt naaede paa sin Vandring Morgensolen

Alt stod jeg, hvor man Drønet kunde høre

At alle Veie gaae til Rom

B

Bag Jordens Bryst, i Klippehiertets Kamre

Bagved os lod vi Engelen, den stærke

Beskuende sin Søn med Kiærligheden

D

Da Constantin fik dreiet Ørnens Vinger

Da denne glade Hilsen var gientaget

Da den Syvstierne, som i himmelsk Gløden

Dag dæmred alt i Øst, men jeg sad i min Stue

Da han mig dette havde flyet at vide

Da Juno for Semeles Skyld var saare

Da Livets Fader bød vor Aand at stige

Da Tyven havde endt, han giorde værre

Da ved Mysunde første Gang

De mange Saar og alt det Folk, der trængtes

Den brune Hiort i Lunden springer

Den dybe Tørst, som ene bliver slukket

Den kjedsom Vinter gik sin Gang

Den lille Fyr, jeg sender Dem

Den Stund, vi gik ombord paa den vuggende Fjæl

Den Tunge, der mig nylig havde skaaret

Den vise Mester sig imod mig vendte

Der er en Gud, som over Danmark vaager!

Der er et Sted i Helvede, dets Navn er

Der er Sorg og Kamp paa Verdenshavet

Der er uhyret med den spidse Hale

Der var en Tid, nu er den længst forsvunden

Det led mod Dagens Ende, Luftens Skygger

Det mylred over Kongeaa

Det Sted, hvorhen vi kom, for ned at stige

Det var den Time nær, som Længsel tænder

Det var ei Tid at staae; alt havde Solen

Det var en Vinternat; hvorhen jeg saae

Det var i den tidlige Morgenstund

Dit Purpurbæger, Tornerose! skinner

Du brune Hiort ved Træets Rod

Du Datter af din Søn, o Jomfrumoder!

Du deilig Rosenknop

Du, Madonna! som med Smerte

Du Slægt, der som en Storm i Høst

Du, som drog bort fra Hjemmets Øe

E

Ei Helveds Mulm, ei Midnat, overtrukket

En Billedstøttes Tanke hviler stille

En Mand, frit stillet mellem tvende Retter

En Nattergal sad udenfor mit Vindue

En Riddersmand, saa melde gamle Sange

Ensom jeg sidder i det stille Kammer

En tidlig Morgen, just som Solen vækked

Et vældigt Drøn min dybe Søvn bortskrækked

G

Græd, Jerusalem! lyt til min Harpes Toner

H

Hans Haar er hvidt, ei Vintersnee

Han, som bevæger Alt, igiennem hele

Hedninger ere komne, Gud!” saalunde

Heelt ofte sagde Mesteren, den kiære

Henover Scenen svæver Digtets Aand

Herrens Time kommen er med Tidens Strømme

Hiin blege Lød, som farvede mig Svage

Hiin gode Villie, hvorudi den rette

Hiin Sol, der tændte først min Elskovs Lue

Hil dig, Ammon, Livets Ophav, Skaber, som har skabt dig selv

Hil dig, Huus med trende Haller, stjerneklare Nord

Hil dig, Konge, og velkommen til vor Jubelfest

Hil Dig og Priis, Hærskarers Gud i Himlen

Hil dig Skjald, som herligt

Hvad angaaer det dig, at jeg elsker din Røst

Hvad er vort Liv? En Skov, af Torne flettet

Hvad fattes dig, min Datter kiær!

Hvad hielper det, din Kind er rød

Hvad som Spire tidlig lagdes

Hvis nogentid det hellige Kvad, som Jorden

Hvo er den Mand, der gaaer om Biergets Høie

Hvo kunde, selv om i ubunden Tale

Hvor bliver du af, du deilige Vaar

Hvor er det sødt, ved Vintertide

Hvor Kedrons Slette smiler

Hvor Middelhavets Bølger

Hvor mod Jordans Strande

Hvor nøgne Fieldryg kaster

Høibarmet Danmarks Gyldensnekke glider

Høit lyder Pauken, klart Trompeten skralder

Høit lyste Solen paa Judæas Himmel

Hør, hvide Rose, hvad jeg vil fortælle

I

Ifald du er mig huld, da vil du siden

Ifald jeg havde Riim, saa skarpe, svære

I Foraarets Tid, i den gyldne Tid

I gjæve Ungersvende

I Jordens Midtpunkt dybest inde

Indover Tærsklen af den Port vi stige

I Skoven boer hun, Sang af Nattergale

I, som har vandret sammen

I, som, mens Danmark kæmper for sin Ære

I Syden saae jeg Mænd og Kvinder bære

I Aarets Ungdomstid, naar Solen stiger

J

Jeg beder ei om Guldets Glød

Jeg bliver ved saalunde: Lang Tid inden

Jeg en Digterkrands dig fletter

Jeg fører ind til Staden, fuld af Jammer

Jeg længtes efter Skovens Dyb at skue

Jeg Ryttere saae før i Marken drage

Jeg seer dig med min Tanke, jeg seer dig med min Sjæl

Jeg seer en Aand høit over Tiden stande

Jeg synge skal en Vise

Jeg veed, at mellem dig og mig

Jesus vandrer giennem Nattens Stille

K

Kald mig kun kold, du skal ei see den Kvide

Kan du huske det, Maria

Knap havde Talen endt den salige Flamme

Kom, kom! lad os flye

Kommen er den store Time

Kom, min Elskte! lad os hvile

Kun een er Freias Stierne

L

Langtfra de rislende Vover

Lyd sidste Gang, sorgtunge Sang!

Lykkens Søn med opreist Pande

Længe vented jeg paa Foraarsstunden

M

Madonna, vil en selsom Drøm du høre?

Med Nakken i Græsset laa han

Med Stav i Haand, i Morgendæmringsstunden

Med Øiet paa sin Glæde fæstet, giorde

Mens Drengen løber om i Veir og Vind

Mens Aandeskaren spredtes over Vange

Min Genius, hvor gaaer din Vei?

Min lyse Drøm om Kjærlighed

Min Læser! kom ihu — hvis nogensinde

Min Ungdoms Hiem, det straabedækte, lille

Misund mig ei min Latter og min Glæde!

N

Nei, Forfængelighed er det ikke

Nu bærer os en af de haarde Rande

Nu gaaer der Klang mod Vintersky

Nu har den ædleste Kvinde lukket sit Øie træt

Nu har jeg lagt dig ned i Jord

Nu skal jeg giøre Vers om nye Kvaler

Nu vandrer ad en snever Sti, der dølger

Nu vandrer Rygtet sortklædt bort fra Nord

Nys forsvandt mit Haab, det gik ned

Naar Dagen er træt og vil gange til Ro

Naar Den, som over hele Verden skinner

Naar du sidder i din Faders Stue

Naar enten Sorrig eller Fryd betager

Naar Foraarssolen mildt, med Hænder blide

Naar i slig Glød af Kiærlighed jeg skinner

Naar Klintekongen sidder taus og ene

Naar sødt du hviler mellem Bolstre hvide

Naar Tærningbordet Spillerne forlade

O

O du, som stander der hiinsides Bækken!"

O du vor usle Adel efter Blodet!

O Daarskab, som paa Jorden efterjages!

O, elsk imens du elske kan

O I, som i en liden Baad saalænge

O I udkaarne Giester ved det store

O lad dem flagre, som de vil«

Om Cypris Verden i sit Vanheld pleied

Omtrent naar Dagens siette Time brænder

Op løfted Munden fra den fæle Føde

Opret og stille Flammen atter ganger

Op til min Herskerinde mine Blikke

O Simon Magus! O I usle Siæle

P

Pape Satan, Pape Satan aleppe!"

Paa Bjergets Skrænt, hvor Aftensolen skinner

Paa den Tid Dagens Varmekraft er svunden

Paa Hælvten af vor Bane giennem Livet

R

Rask igiennem dunkle Lunde

Roselille og hendes Moder, de sad over Bord

Roselil og hendes moder

S

See Navnet hist, i Barken dybt indskaaret!

Skjult er dit Liv, men sødt, Skovanemone

Skjøn Jomfru i det Grønne, laan mig Øre

Som Barnet, der sit Øielaag har lukket

Som denne Lund, hvor, liig en grønlig Slange

Som Fuglen, der i Redens Skiul, det trygge

Som han, der end mod Børn giør Fædre strenge

Som i hiin Mandel, du forgangen Høst

Som nu jeg stod og stirrede modoven

Som naar de første Solglimt bævende skinne

Som naar en Gartner, lidt før Sol sig tænder

Som Oldtids Spaamand, der fra Høiens Tinde

Som over Havets øde Bryst

Som Oxer, parviis under Aaget spændte

Som saa jeg stod i Tvivl, med Synet blindet

Sov sødt, min Elskede, sov sødt!

Sødt, som en Mø, der elsker, hun istemte

Saa fast saae mine Øine, vidt oplukte

Saa lang Tid, som der gaaer — naar over begge

Saalidet Ordene vor Gang forhaled

Saalunde fra den første Kreds vi stige

Saalunde, liig en sneehvid Rose, baaret

Saalunde tog den Hellige tilorde

Saameget, som fra Daggry synligt bliver

Saasnart min Sands igien er vendt tilbage

T

Tilbage! lød Trompetens Skrald

Tænk Eder, I, som ville ret Jer klare

U

Ud kom vi paa en Skrænt af Klippeblokke

V

Var han en Drømmer og hans Daad en Drøm

Ved det stille Vand

Ved Esrom Sø gik en Jomfru rank

Ved Foraarstid, naar Solens Guldfugl svinger

Ved Granada, ved Granada

Veed du, hvorfor dit Billed speiler

Vee os! hvorhen skal vi flye

Vender Tanken en Stund fra det festlige Lag

Vexilla regis prodeunt inferni!"

Vogt dig, smukke Bajadere

Vor Fader! du, som boer i Himmellandet!

Vær hilset, Brudepar! O, maa hver Stund

Vær stille, Hjerte, bank ei saa

Ø

Øverst vi stod, paa Trappens sidste Stene