Kalliope
→
Poets
→
Chr.K.F. Molbech
→
First lines
Chr.K.F. Molbech
(1821–88)
Works
Poem titles
First lines
References
Biography
Søg
B
Bag Jordens Bryst, i Klippehiertets Kamre
D
Den brune Hiort i Lunden springer
Den kjedsom Vinter gik sin Gang
Der er en Gud, som over Danmark vaager!
Der er Sorg og Kamp paa Verdenshavet
Der var en Tid, nu er den længst forsvunden
Det mylred over Kongeaa
Det var en Vinternat; hvorhen jeg saae
Du brune Hiort ved Træets Rod
Du deilig Rosenknop
E
En Billedstøttes Tanke hviler stille
En Nattergal sad udenfor mit Vindue
En tidlig Morgen, just som Solen vækked
Ensom jeg sidder i det stille Kammer
F
Farvel! Nu brast det sidste Baand
Forunderlige Træ, som dybt herinde
Fra Skyens lysblaa Telt, hvor Solen luer
Fra Veiens Bred jeg skued Lykken drage
Før dig jeg elsked, var jeg som en Mand
Før Havets blege Mø sit Bytte kræver
G
Græd, Jerusalem! lyt til min Harpes Toner
H
Hans Haar er hvidt, ei Vintersnee
Henover Scenen svæver Digtets Aand
Herrens Time kommen er med Tidens Strømme
Hvad angaaer det dig, at jeg elsker din Røst
Hvad er vort Liv? En Skov, af Torne flettet
Hvad fattes dig, min Datter kiær!
Hvad hielper det, din Kind er rød
Hvad som Spire tidlig lagdes
Hvor er det sødt, ved Vintertide
Hvor Kedrons Slette smiler
Hvor mod Jordans Strande
Hvor nøgne Fieldryg kaster
Høibarmet Danmarks Gyldensnekke glider
Høit lyder Pauken, klart Trompeten skralder
Høit lyste Solen paa Judæas Himmel
I
I Jordens Midtpunkt dybest inde
I Skoven boer hun, Sang af Nattergale
I, som har vandret sammen
I Syden saae jeg Mænd og Kvinder bære
Ifald du er mig huld, da vil du siden
J
Jeg beder ei om Guldets Glød
Jeg synge skal en Vise
Jesus vandrer giennem Nattens Stille
K
Kald mig kun kold, du skal ei see den Kvide
Kom, kom! lad os flye
Kommen er den store Time
Kun een er Freias Stierne
L
Langtfra de rislende Vover
Lyd sidste Gang, sorgtunge Sang!
M
Madonna, vil en selsom Drøm du høre?
Med Stav i Haand, i Morgendæmringsstunden
Min Genius, hvor gaaer din Vei?
Min Ungdoms Hiem, det straabedækte, lille
Misund mig ei min Latter og min Glæde!
N
Naar Dagen er træt og vil gange til Ro
Naar du sidder i din Faders Stue
Naar Foraarssolen mildt, med Hænder blide
Naar sødt du hviler mellem Bolstre hvide
R
Rask igiennem dunkle Lunde
Roselil og hendes moder
S
See Navnet hist, i Barken dybt indskaaret!
Som Barnet, der sit Øielaag har lukket
Som denne Lund, hvor, liig en grønlig Slange
Som naar en Gartner, lidt før Sol sig tænder
Som Oldtids Spaamand, der fra Høiens Tinde
Som over Havets øde Bryst
Sov sødt, min Elskede, sov sødt!
T
Tilbage! lød Trompetens Skrald
V
Ved det stille Vand
Ved Foraarstid, naar Solens Guldfugl svinger
Veed du, hvorfor dit Billed speiler
Vender Tanken en Stund fra det festlige Lag