Femtende Sang
Sodomiter.
Sodomiter.
Nu bærer os en af de haarde Rande,
Og Bækkens Dampe tæt foroven skygge,
Saa de for Ilden skiærme Vold og Vande.
Naar Floden stormer op mod dem franeden,
Forfærdes og mod Havet Diger bygge;
Og Paduanerne langs Brenta-Bredden,
For deres By og Slot til Værn at være,
Saadan er disse Volde, som os bære,
Skiøndt deres Mester, hvo han var, dem baade
Har mindre høie bygt og mindre svære.
Alt vare vi saa langt fra Skoven gaaede,
At om jeg end mig dreied heelt tilbage,
Dog ikke mine Øine meer den naaede;
Da skued vi en Skare Siæle drage
Mod os langs Diget, og Enhver saa nøie
Betragted os, som naar ved Aftnens svage
Nymaane man hinanden seer med Møie;
Og saadan skærped de imod os Brynet,
Som gamle Skrædere mod Naalens Øie.
Mens jeg af slig en Flok blev saadan synet,
Skreg En: "O hvilket Under!" Han mig kiendte
Og greb min Klædnings Søm, hurtig som Lynet.
Jeg stirred, da han Armen mod mig vendte,
Fast paa hans svedne Aasyn, der sig klared,
Saa at dets Træk, endskiøndt af Ilden brændte,
Ei længer for Gienkiendelse ham vared;
Og mens mit Ansigt ned mod hans jeg bukked:
"Min kiære Søn! fortryd ei paa," han sukked,
"At Brunetto Latini med dig ganger
"Tilbage lidt, til Skaren bort er truffet."
Og jeg: Af ganske Siæl jeg det forlanger;
Ifald I synes, kunne vi os sætte —
Hvis han det vil, thi jeg gaaer med min Sanger.
Han mæled: "Hvo der standser af os Trætte,
"Maa ligge hundred Aar paa disse Steder,
"Af Ilden svedet, og kan ei sig rette.
"Gak frem! jeg følger med ved dine Klæder;
"Min Flok jeg siden naaer, der gaaer og lider,
"Og sin evindelige Kval begræder."
Jeg turde ei gaae ned fra Veiens Sider,
Men gik med sænket Hoved ved dens Bredder,
Liig Den, der med Ærbødighed fremskrider.
"Hvad Hændelse og Lod," han taled, "leder
"Dig før din sidste Dag til disse Haller?
"Og hvo er han, som Veien dig bereder?"
Jeg svared: Hist, hvor muntert Livet kalder,
Forvildet i en Dal min Gang jeg endte,
Forinden fuld og færdig var min Alder.
Først igaarmorges jeg den Ryggen vendte;
Han kom til Hielp mig, da jeg veg tilbage,
For her ad denne Vei mig hiem at hente.
Og han: "Vil blot du mod din Stierne drage,
"Kan Ærens Havn du ei forfeile siden,
"Og var jeg ikke død saa brat før Tiden,
"Saa havde jeg — thi Himlens Tegn var hulde
"Opmuntret dig til Gierning ved min Viden.
"Uskiønsomme, der kom fra Fiesols Tinde,
"Og endnu ligner Biergets Steen i Kulde,
"Skal vorde for din gode Daad din Fiende;
"Og det med Ret, thi søde Figen ikke
"Det sømmer sig blandt stramme Slaaen at finde.
"Hovmod og Gierrighed og Avind ligge
"Til denne Slægt, Oldsagn den blindfødt nævne;
"See til, du renser vel dig for dens Skikke!
"Din Skiebne skal dig slig en Hæder levne,
"Men Munden ei den Urt at naae skal evne.
"Lad Dyrene fra Fiesole kun tære
"Sig selv til Foder, men Planten ei oprive,
"Hvis deres fule Mødding end kan bære
"En Urt, hvori gienvækket er til Live
"De Romeres hellige Sæd, som blev i Landet,
"Og saae hiin Ondskabs Rede grundlagt blive."
Ifald min Bøn var bleven hørt og sandet,
Da var I ei, gienmæled jeg med Smerte,
Endnu fra Menneskers Natur forbandet.
Jeg giemmer fast, til Sorg nu for mit Hierte,
Det kiære Faderbillede af Eder,
Naar I fra Stund til Stund paa Jord mig lærte,
Hvorlunde man sig Evighed bereder;
Og af min Tale kan I det erfare,
At jeg taknemlig end om Læren freder.
Jeg Eders Varsel vil i Hu bevare
Indtil vi for en Kvinde komne ere,
Kun det skal Eder aabenbaret være:
Kan min Samvittighed blot fri mig kiende,
Seer rolig jeg hvad Skiebnen vil beskære.
Mit Øre kiender Klangen alt af denne
Da dreier Mesteren paa de øde Veie
Sig heelt tilbage, seer paa mig og melder:
"Den hører godt, som tager Ord i Eie."
Dog derfor med Brunetto ikke heller
Jeg taler mindre; men imens vi gange,
Jeg spørger om hans meest berømte Fæller.
"Godt er at kiende Nogle af de Mange,"
Han mæled, "om de Andre Taushed bedst er;
"For knap er Tiden nu til Taler lange.
"Viid da i Korthed: de var alle Præster
"Og lærde Mænd, berømte vidt for Snille;
"Een Synd besudled alle disse Giæster.
"Hvis paa slig Uhumskhed du agte vilde,
"Fra Arno til Bacchigliones Enge,
"Hvor Legemet han forlod, det vellystspændte.
"Jeg ønsked Meer at sige, men for længe.
"Min Gang og Tale vared; allerede
"Jeg seer ny Damp af Sandet hist sig trænge,
"Og nye Slægter nærme sig dernede.
"Vil jeg befale dig og meer ei bede."
Derpaa han vendte sig og løb tilbage,
Seer om det grønne Klæde løbe fage;
Den Seirende han ligned, ei den Trætte.