Ved Esrom Sø gik en Jomfru rank
Med Smiil og Roser paa Kinden;
Hun saae paa Bølgen, den var saa blank,
Saa sødt det dufted fra Linden.
Hun var saa lykkelig, hun var saa glad;
Hvi blev hun tankefuld? Spørg Fuglen ad —
Skjult paa sin Kvist
Sang den med List:
Jeg kjender dog en bedre Lykke.
Og Sol stod op og gik ned igjen,
Og Bølgen slog imod Stranden;
I fremmed Land gik en Ungersvend
Og rynked sukkende Panden.
Hvad hjalp ham Mark og Eng og Sø og Skov?
Hans Hu var tung og langsomt gik hans Plov;
Bølgerne sang,
Skovene klang:
Kun hist i Danmark boer din Lykke.
Tilsidst saa slog han sin Dør i Laas
Og spændte Randsel paa Nakke:
»Farvel! til Danmark gaaer nu min Kaas,
Med En og Anden at snakke.«
Saa drog han hjemad over Bølgen blaa
Og spurgte hende, hvad hun tænkte paa;
Hvad hun har svart,
Veed man ei klart,
Men Begge fandt de deres Lykke.
Og Gud velsigne dem Beggeto,
Hvor de saa hvile og vandre!
Gid de maa længe tilsammen boe
Og dele Godt med hverandre.
Hvor der er Kjærlighed, er Leiet blødt
Og Stuen lys og Brødet altid sødt —
Tøm da Enhver,
Som har dem kjær,
Et Glas for dem og Elskovs Lykke!