Ved Foraarstid, naar Solens Guldfugl svinger
Sig ung og straalende mod Himlens Bue,
Maa liden Trækfugl sidde paa sin Tue
Og plukke Fiædrene af sine Vinger.
Men imod Høst, naar Kuldens Magt betvinger
Den matte Sol og slukker ud dens Lue,
Da voxer Vingen paa den vilde Due,
Og høit dens Afstedskvad i Luften klinger.
Trøst dig, mit Haab! du Fugl, der som en Fange
I Livets Foraar dine Vinger tabte,
Og træt og sorgfuld flagrer mellem Vrimlen;
Trøst dig, mit Haab, og syng kun dine Sange!
Engang, naar dine nye Fiær er skabte,
Naar Høsten kommer, flyver du til Himlen.