Niende Sang
Indgangen.
Indgangen.
Og maatte sig i Øst ved Himlens Rande
Udaf sin hulde Brudgoms Favntag vinde.
Af Ædelstene lyste hendes Pande;
Et Billed liig det kolde Dyr, som stinger
Med Halens Braad, tyktes de mig at danne.
Alt havde Natten, som os Mørke bringer,
Giort tvende Skridt, paa Stedet, hvor vi vare,
Og ned det tredie sænked sine Vinger:
Da jeg, som bar paa Adams Arv, den svare,
Søvntung paa Græsset lagde mig tilbage,
Paa den Tid Svalen først sin Sørgeklage
Ved Morgenstund begynder, som til Minde
Paa den Tid, færre Tanker Siælen binde,
Saa bort den vandrer, løst fra Legemets Dvale,
Og Syner har, fast som en Seerkvinde:
En Ørn med gyldne Fiær, der stille svæved,
Med aabne Vinger, færdig til at dale.
Og efterlod paa Jorden sine Frænder,
Da Guden til sit høie Raad ham kræved.
Jeg tænkte ved mig selv: den hid sig vender
Af gammel Skik; kun herfra vil den svinge
Sig op med Byttet, som dens Klo omspænder.
Derefter kredsed den en Stund i Ringe,
Slog ned, som Lynet frygtelig at skue,
Der, syntes mig, vi begge kom i Lue,
Og saadan sved mig den indbildte Hede,
At brat jeg vaagned under Fieldets Tue.
Ei anderledes rysted sig dernede
For om det Sted, han var paa, at faae Rede,
Dengang fra Chiron hen til Scyros’ Høie
Hans Moder bar ham slumrende ved Brystet,
Hvor siden Grækerne ham fandt med Møie:
End jeg, da Søvnen flygted bort, mig rysted;
Og mine Kinder blev med eet saa hvide,
Som paa en Mand, af Skrækkens Gysning krystet.
Min Trøst stod nu alene mig ved Side,
Mit Ansigt var mod Stranden vendt, og over
To Timer høit jeg skued Solen skride.
"Frygt ei!" lød da den Herres Ord, jeg lover;
"Fat Mod, thi godt er Stedet, hvor vi stande!
Tving ei, men udvid hver en Kraft, der sover!
Nu har du naaet til Purgatoriets Lande,
Her seer du Muren, der om Bierget lukker,
Hist gaaer man ind, imellem Kløftens Rande.
I Dæmringen, som lidt før Dag opdukker,
Mens end i Slummer laae din Siæl, den trætte,
Histnede, mellem Dalens Blomstervugger:
Nærmed en Kvinde sig og sagde dette:
"Den Sovende, og Veien for ham lette."
Sordello blev med Skyggerne tilbage,
Hun løfted dig og vandred op saalunde,
Da det blev lyst; jeg fulgte hende fage.
Her lagde hun dig ned paa Biergets Grunde,
Huldt hendes Blik mig Porten aabenbared,
Derefter hun og Søvnen brat forsvunde."
Retsom en Mand, naar han faaer Tvivlen klaret,
Og kaster Skrækken bort og Tryghed fanger,
Fordi han nu har Sandheden erfaret:
Saadan forandres jeg, og da min Sanger
Seer, jeg er uden Sorg, langs Rand og Kløfter
Han stiger op, og jeg bagefter ganger.
Du seer, o Læser! hvor jeg Stoffet løfter,
Forundres derfor ei, om efter Evne
Jeg nu med mere Konst min Gienstand drøfter.
Vi vandre fremad, og saa nær vi stævne,
At der, hvor først jeg saae en Spaltning ene,
Som naar en Muur har slaaet dybt en Revne,
Der seer jeg nu en Port, hvor trende Stene,
Forskiellig farvede, som Trappe ligge,
Snart saae jeg, da jeg aabned mine Blikke,
Han sad paa Tærsklen, hvor sig Porten bued;
Men Englens Aasyn selv udholdt jeg ikke.
Og i hans Haand et nøgent Glavind lued,
Der lod sin Straale saadan mod os spille,
At jeg blev blendet og forgieves skued.
"Stands", mæled Englen, "siger, hvad I ville!
"Hvo fører Eder op til Biergets Tinde?
"See til, den Vandring ei Jer skader ilde."
Min Mester svared ham: "En himmelsk Kvinde,
Som vel i alle disse Ting er hiemme,
Har sagt: gak did, der vil I Porten finde!"
"Gid hun Jer Vandring lykkeligt maa fremme!
"Saa nærmer Eder da til Soningslandet!"
Gienmæled Portneren med venlig Stemme.
Af hviden Marmelsteen, saa blank og skuret,
At jeg mig speiled i den som i Vandet.
Det andet mørkt som Purpur var, og muret
Af raa, forvittret Steen fra svedne Fielde,
Paalangs og tværs var det af Revner furet.
Det tredie af de Trin, jeg kunde tælle,
Var rød Porphyr, isprængt med Flammegrene,
Som Blod, man udaf Aarerne seer vælde.
Med Fødderne paa dette Trin alene
Guds Engel sad, og Tærskelen, hans Sæde,
Var, som det tyktes mig, af Ædelstene.
Did drog mig Skialden, og jeg gik med Glæde.
"Nu skal du ydmyg", mæled han, "forlange,
At Englen aabner, saa du ind kan træde."
Barmhiertighed! opluk mig Portens Fløie!
Da risted i min Pande først den Høie
Syv P’er med sit Sværd: "Naar op I stige,
"See til, du disse Saar aftvætter nøie!
Skal Farven af hans Klædebon jeg sige,
Den ene var af Guld, af Sølv den anden,
Og med dem begge, først dog med den hvide,
Han rørte til min Fryd hiin Port paastanden.
"Naar en af disse Nøgler ei vil glide
"I Laasen", sagde han, "paa rette Maade,
"Oplukker denne Vei sig ingentide.
"Den ene dyrebarest er, men baade
"Forstand og Konst den anden kræver saare
"Thi det er den, der løser Knudens Traade.
"Af Petrus fik jeg dem, han bød mig kaare,
"Langt før at aabne, skulde feil jeg tage,
"End lukke feil for Folkets Bøn og Taare."
Op stødte han de hellige Porte fage;
"Gak ind", han bød, "men husk, hvad nu I høre:
"Hvo sig tilbage seer, maa flux uddrage."
Da Fløiene paa disse hellige Døre,
Som er af klingende Metal og svære,
Begyndte sig i Hængslerne at røre,
Hvined de høiere, med Toner sære,
End selv Tarpeia, da det maatte lide
Paa Lyden gav jeg Agt og treen tilside;
Men et Te Deum ud fra Soningslandet
Klang nu imod mig, fulgt af Toner blide.
Det samme Billed for min Hu sig danned
Ved denne Lyd, som naar et Orgel røres,
Og Sangen med dets Toner bliver blandet;
Snart høres Ordet da, snart ei det høres.