Ottende Sang
Slangen.
Slangen.
Det var den Time nær, som Længsel tænder
I Sømænds Hierter tidt og giør dem bløde
Den Dag, de bød Farvel til deres Venner;
Som lærer Pillegrimmen Hiemvees Møde,
Naar han langtborte hører Aftenklokken,
Der lyder, som den græd, for Dagen døde.
Ei meer jeg lytted, men fra Klippeblokken
Mit Blik mod en af Siælene jeg sender,
Der opreist stod og slog til Lyd blandt Flokken.
Han folded og opløfted begge Hænder,
Og saae mod Ost, retsom han vilde sige:
Til dig, o Gud! jeg al min Tanke vender.
Fra Læben fromt, og o! saa sød var Klangen,
At Alt jeg glemte, ja mig selv tillige.
Og sødt og fromt de Andre fulgte Sangen
Til Hymnens Ende, medens hvert et Øie
Mod Himlens Kredse skued op fra Vangen.
Skærp her, o Læser! dine Blikke nøie,
Thi nu er Sangens Slør saa tyndt forsande,
At giennem det du trænger uden Møie.
Jeg saae den ædle Hær i disse Lande,
Med Øiet stille vendt mod Himlens Ringe,
Som i Forventning, bleg og ydmyg stande.
Igiennem Luft, med Flammesværd i Haanden,
Men stump, sin Od berøvet, var hver Klinge.
Grøn, som det nylig fødte Blad paa Vaanden,
Var deres Dragt, samt Vingerne, de bare,
Og Kiortlen flagred let bagefter Aanden.
Lidt ovenfor os saae jeg Een nedfare,
Den Anden standsed paa de andre Rande,
Og midt imellem dem stod Folkets Skare.
Jeg saae det lyse Haar om deres Pande,
Men deres Aasyn blendede mig Øiet,
Thi mod for Meget hver en Kraft maa strande.
"Ned fra Marias Skiød er Begge fløiet",
Talte Sordel, "for at staae bi de Fromme
"Mod Slangen, der sig alt herhid har bøiet."
Jeg, som ei vidste, hvor den skulde komme,
Mig vendte brat og gysende tilbage,
Og søgte Skierm bag Skialdens Ryg deromme.
Sordello vedblev: "Nu vil ned vi drage,
"Og til de store Skygger hist os vende;
"At see Jer, vil dem høiligen behage."
Tre Skridt kun, og jeg stod ved Skræntens Ende,
I Dalens Skiød, og saae en Aand saalunde
Betragte mig, som skulde han mig kiende.
Alt Luften dunkel blev mod Aftenstunde,
Dog ei saa mørk, at jo for vore Blikke
Den klarede de Træk, som for forsvunde.
Vi mod hinanden gik og tøved ikke:
At see dig her, og ei i Helved ligge!
Ei nogen kiærlig Hilsen vi forgietted;
Saa spurgte han: "Naar kom du over Vandet,
"Til Biergets Fod?" Og jeg til Svar beretted:
Imorges kom jeg hid fra Sørgelandet;
End i det første Liv du seer mig gange,
Men ved min Vandring vinder jeg det andet.
Da disse Ord til Svar jeg lod dem fange,
Veg Aanderne tilbage lidt, de tvende,
Sordel og han, retsom forvirret, bange.
Hiin vendte sig til Skialden hen, og Denne,
Høit raabende, til En, der sad paa Enge:
Derpaa til mig: "Saasandt som dybt og længe
"Du skylder Ham din Tak, der saadan dølger
"Os sit Hvorfor, at Ingen did kan trænge:
"Naar hist du staaer, hiinsides Havets Bølger,
"Der, hvor man de Uskyldiges Bønner følger.
"Og lagt sit hvide Slør; dog kan det hænde,
"Hun længes efter det igien dernede.
"Af hende lærer klarlig man at kiende,
"Hvor lang Tid Elskov, efter Kvindevane,
"Brænder, naar ikke Haand og Blik den tænde.
"Øglen i Milaneserens Vaabenfane
"Vil aldrig, naar hun hviler under Tue,
"Gravstenen pryde som Galluras Hane."
Saa talte han, og paa hans Pandes Bue
Stod der et Indsegl af den ædle Iver,
Som varmer Hiertet med en rolig Lue.
Hvor Stiernerne gaae langsomt, liig de Ringe,
Som Hiulet tætved Axelen beskriver.
"Hvad seer du paa?" min Førers Ord da klinge.
Som over denne Pol slig Lysning bringe.
Og han igien: "Den lyse Stierneskare,
Som du imorges saae, forlængst neddaled,
Og disse staae nu der, hvor hine vare."
Da drog Sordel ham til sig og befaled
Ham frem at see: "Hist nærmer sig vor Fiende!"
Med Fingren peged han, mens. saa han taled.
Just der, hvor Dalen fattes Vold og Tinde,
Kom der en Slange, maaskee den, som rakte
Hiin bittre Føde til den første Kvinde.
Blandt Græs og Blomster den i Bugt sig strakte,
Stundom med Hov’det den til Siden skieved,
Og slikkede sin Ryg med Tungen sagte.
Jeg blev ei vaer, hvorlunde de sig hæved,
De Himmelfalke, som til Hiælp var sendte,
Dog saae jeg vel, de over Dalen svæved.
Men Slangen flygted brat, saasnart den kiendte,
At Luften kløvet blev af Vingeslaget,
Og Englene paastand tilbage vendte.
Hiin Skygge, som var hen til Nino draget,
Dengang han kaldte, havde fast dernede
Den hele Tid i Øiesyn mig taget.
"Saameget Vox maa i din Villie finde,
"At indtil Himlens Blaa det kan dig lede!"
Begyndte Skyggen; "har du Nyt i Minde
"Om Valdimagra og dets Naboriger,
"Da siig mig det, thi jeg var stor derinde.
"Jeg Conrad Malaspina er, og stiger
"I Byrd ned fra den gamle; Kiærligheden
"Til Slægten luttres her og opad higer."
Selv kom jeg aldrig, mæled jeg, til Bredden
Af Eders Land, men det er kiendt af Alle,
Saavidt Europa strækker sig derneden.
Det Ry, som pryder Eders Huus og Halle,
Lovpriser Land og Herrer, saa at Mange,
Som end ei var der, dog har hørt det gialde.
Og vist det er, saa sandt jeg op maa gange,
At Eders Etlinger den samme Hæder
Endnu, som før, for Pung og Glavind fange.
Sligt Fortrin fik de af Natur og Sæder:
Men de gaae ret og skye de krumme Stræder.
"Syv Gange paa den Seng i Himlens Sale,
"Som Væderen med sine Fødder dækker:
"Skal denne Mening god om vore Dale
"Midt i dit Hoved hamres fast forsande
"Med større Nagler, end ved Andres Tale,
"Med mindre Dommen i sit Løb vil stande."