Niende Sang
Venus; Fortsættelse. Forskiellige Forudsigelser.
Venus; Fortsættelse. Forskiellige Forudsigelser.
Da han mig dette havde flyet at vide,
Fortalte mig din Carl, Clemenza hulde!
Men mæled: „Ti, lad Aarene kun rulle!"
Der følge vil retfærdig Graad tilfulde.
Alt havde dette hellige Lys vendt Øiet
Imod den Sol, der fylder det og tænder,
Som mod det Gode, hvormed Alt er nøiet.
Vee dig, bedragne, blinde Slægt, som vender
Fra sligt et Gode Hiertet, og mod øde
Forfængelighed strækker dine Hænder!
Og see, mig kom et andet Lys imøde,
Der vilde tækkes mig, og aabenbared
Det i sit Ydre forud, ved at gløde.
Som før, mig Beatrices Øine svared,
De hviled fast paa mig, og hendes kiære
Samtykke stod i dette Blik forklaret.
O salige Aand! lad det, jeg vil begiere,
Opfyldes snart, og lad mig Vished hente,
At mine Tanker i dig speilet ere!
Da kvad det Lys, jeg endnu ikke kiendte,
Liig Den, det glæder, Andre bi at stande,
Og af sit Dyb, som før, det Røsten sendte.
„Der hist sig strækker fra Rialtos Bue
„Til Brentas og Piaveflodens Vande,
„Løfter en liden Høi sig, fra hvis Tue
„Fordum en Fakkel nedsteg, for at brænde
„Hiin Egn og vældigt stormende den kue.
„Cunizza kaldtes jeg, og her jeg skinner,
„For jeg af denne Stierne lod mig blende.
„Volder mig ingen Anger eller Møde,
„Hvad Eders Hob vel svært at fatte finder.
„Her nærmest ved mig, lod paa Jord tilbage
„Saa stort et Ry, at før det lægges øde,
„Jem Hundredaar vel over Jorden drage.
„Døm nu, om det er værd, sig vel at skikke
„Og vinde Liv, naar endt er Livets Dage!
„Men saadan tænke disse Slægter ikke,
„De vil ei angre, skiøndt de slagne ligge.
„Rødne det Vand, som nær Vicenza rinder,
„Til Straf fordi mod Pligten Folket strider.
„Slig Hersker kneisende med Nakken ganger,
„At man for ham alt Fangenettet binder.
„Sin onde Hyrdes Daad, saa fuul, at Mage
„Uhyre blev den Spand, der skulde tage
„Mod det Ferrara-Blod, og trættes vilde
„Hvo det i Unzer veied, og forsage —
„Som han engang udskienke skal, den gilde
„Præst i sin Ivrighed, og Skienken turde
„Til Landets Sæd ei passe just saa ilde.
„See vi et Gienskin af Guds Dom, og denne
„Indgiver os at tale, som jeg giorde."
Hermed hun stille taug, og gav tilkiende,
Ved ind i Kredsen atter sig at vende.
Den anden Fryd, som forhen alt jeg skued,
Saa straalende sig giorde for mit Øie,
Som en Rubin, af Solen giennemluet.
Thi Glæden kalder Glands frem i det Høie,
Som Smiil paa Jorden; men i Dybets Lænker
Der sortner Skyggen under Sindets Møie.
Jeg mæled: Gud seer Alt, og i ham sænker
Dit Syn sig, salige Aand! saa det maa stande
Klart for dig, hvad jeg vil og hvad jeg tænker.
Hvi har din Røst, som fryder Himlens Lande
Der af sex Vinger sig en Kaabe danne,
Ei ladet mine Længsler Fyldest fange?
Saae jeg i dig, som du mit Indre tyder,
Da vilde jeg et Spørgsmaal ei forlange.
Gav han mig da til Svar og hæved Røsten,
„Næstester Havet, der om Jorden flyder,
„Gaaer mellem fiendske Bredder imod Østen
„Saa vidt, at den sin Middagslinie drager,
„Hvor først den havde Synskreds; der, ved Kysten
„Plet mellem Ebros Flod og den, som følger
„Genovas Grændse mod Toscanas Ager.
„Fast til een Tid staaer Solen op og dølger
„Sig for Buggea og mit Land, som blanded
„Folco man kaldte mig i Fædrelandet;
„Og Himlen her af mig modtager Præget,
„Som jeg af den blev stemplet før og dannet.
„Til Kummer for Kreusa og sin Mage,
„End jeg, før Alder graanede mig Skægget;
„Ei heller hun, som blev i gamle Dage
„Forladt af Demophon, og ei Alciden,
„Der bar i Hiertet Jole med Klage.
„Dog her man kiender ei til Angerskviden,
„Glemt er al Synd og smilende man fryder
„Sig ved den Kraft, der ordned Alt før Tiden.
„Her skuer man i Kunsten ind, som pryder
„Sit store Værk, og skielner til hvad Gode
„Hiin Verdens Gang en høiere Verden lyder.
„Men skal hvert Ønske, som paa denne Klode
„Din Siæl har født, du opfyldt med dig bære,
„Maa jeg gaae længer frem, kan jeg formode.
„Du vide vil, hvis Aand det vel kan være,
„Der boer i Lyset hist, som du seer skinne
„Liig Sol i klaren Vand, med Straaler skære.
„Blandt os indlemmet, her hun Bolig eier,
„Og smykker med sin Glands vor Himmels Tinde.
„At naae med Skyggens Top, fik hun sit Stade,
„Og vel det sømmed sig at efterlade
„Som vundet blev med tvende Hænders Flade;
„Thi hun stod først den Iosva bi, der siden
„Med Hæder vandt det hellige Land, hvis Møde
„Kun lidet rører Paven nu for Tiden.
„Var, at han først sin Skaber trodse turde,
„Og for hvis Avind mange Taarer fløde,
„Udbreder den fordømte Blomst paa Jorde,
„Der lokked Faar og Lam, saa vild de fore,
„Da den en Ulv af selve Hyrden giorde.
„For den er Evangeliet og de store
„Saa man paa Bind og Blade det kan spore.
„Den søger Paven og hans Cardinaler,
„Men til det Nazareth, hvor Englen maatte
„Sin Vinge standse, deres Hu ei daler.
„Dog snart skal Rom og Vaticanets Slotte,
„Med hvert et helligt Gravsted, der blev levnet