Nittende Sang
Simonister.
Simonister.
O Simon Magus! O I usle Siæle,
Der kun med Dyden burde sig formæle,
Tilfals for Guld- og Sølverpenge haver!
Tid er det, at for Jer Trompeten gialder,
I, hvem den tredie Kielder dybt begraver!
Opad den næste Bro i disse Haller
Vi stegne var, og paa det Sted jeg tøver,
Hvorunder netop Gravens Midtpunkt falder.
O høie Viisdom! hvilken Konst du øver
I Himmel, og paa Jord, og blandt de Onde!
Hvor retviist dog din Almagt Alle prøver!
Den graalige Steen var paa de dybe Bunde
Af Huller fuld, og langsmed begge Rande;
Hvert Hul var lige bredt, og alle runde.
De tyktes mig ei mindre, men saadanne,
Og hvori Præsterne ved Daaben stande.
Et har jeg sønderbrudt af dem; jeg mindes,
Det var for En, der kvaltes, op at drage:
Mærk dette Ord, I som af Løgnen bindes!
Ud af hver Aabnings Munding saae jeg rage
En Synders Fod og Been indtil hans Lægge,
Det Øvrige blev indenfor tilbage.
Fodsaalerne paa dem var antændt begge;
Thi sparked de med Benene derhenne,
Saa Toug og Vidier havde maattet knække.
Retsom, naar oliesvangre Stoffer brænde,
Kun henad Overfladen Luen slikker,
Saa løb den der fra Hæl til Taaens Ende.
Hvo er han, Mester! som saa harmfuld ligger,
Og sparker mere vildt end sine Fæller,
Fordi meer glorød Ild hans Blod uddrikker?
Og han: "Vil du, skal hist, hvor Skrænten helder,
Jeg bære dig derned til disse Skarer;
Om sig og om sin Skyld han selv da melder."
Mig huer, hvad du lider bedst, jeg svarer;
Du Herren er, og veed, jeg aldrig viger
Fra det, du vil; veed, hvad jeg taus bevarer.
Op paa den fierde Vold han med mig stiger,
Sig vender, og tilvenstre Foden retter
Nedad mod Dybets snevre, hullede Riger.
Men endnu ei den gode Mester sætter
Mig fra sin Lænd, før hen til Stenens Revner
Vi naae, til ham, der vildt med Benet sprætter.
O sørgelige Siæl! hvad du dig nævner,
Der, som en Pæl nedrammet, Straffen prøver,
Og vender Øverst ned — tal, hvis du evner!
Han skrifte skal, og staaer mod Jorden bøiet,
Mens Døden nogle Øieblikke tøver.
"Er du alt kommen?" raabte han fornøiet,
— "Spaadommen har da meer end eet Aar løiet.
"Blev du saa hurtigt mæt alt førend Tiden
"Af Godset, for hvis Skyld du monne svige
Jeg blev som Den, der skamfuld uden Lige,
For han ei fatted Talen som han burde,
Staaer taus og ikke veed, hvad han skal sige.
"Svar hurtigt ham," tog da Virgil tilorde:
"Jeg er ei Den, jeg er ei Den, du troede!"
Og som han bød mig svare, saa jeg giorde.
Men Aanden sine Been heel sært da snoede,
Og sukkende begyndte han at svare
Med Klagerøst: "Hvad vil du da, du Gode?
"Vil du saa gierne, hvo jeg var, erfare,
"At du steg derfor nedad Klippebredden:
"Viid, mine Skuldre Purpurkaaben bare.
"Og hialp saa gridsk dens Unger, at derhiemme
"Alt Gods jeg stak i Sæk, og mig herneden.
"Under mit Hoved sig de Andre giemme,
"De Simonister, som foran mig ginge,
"I Stenens Revner sidde de i Klemme.
"Der styrter selv jeg ned, naar hid de bringe
"Ham, som jeg tog dig for, da ved vort Møde
"Jeg lod saa pludselig mit Spørgsmaal klinge.
"Med Foden, hovedkulds i denne Hule,
"End han skal plantet staae med Fødder røde.
"Thi efter ham, for Gierninger- meer fule,
"Skal hid fra Vest en lovløs Hyrde vende,
"Saa ond, at han os beggeto maa skiule.
"En Jason vorder han, liig hiin, vi kiende
"Sin Gunst til hiin, saa Frankrigs Drot til denne."
Maaskee det Daarskab er, men ned jeg sænker
Min Mund og svarer flux den onde Pave:
Siig mig engang, hvor stor en Skat du tænker,
Vorherre af Sanct Peder tog i Gave,
For Nøglerne han lagde i hans Hænder?
Og af Mathias tog Peder og hans Venner
Ei Sølv og Guld, dengang han blev lodtaget
Saa lig da der! dig retviis Straf har slaget;
Og vogt de daarligt vundne Penge nøie,
Ja, standsed Ærefrygt for hine høie
Nøgler mig ei, som i det glade, lette
Saa brugte jeg meer haarde Ord, end dette;
Thi Eders Gridskhed drøver alle Lande,
Nedtramper Gode og ophøier Slette.
Dengang han Kvinden saae med Konger høre,
Hun, som sad ovenpaa de dybe Vande,
Og fødtes med syv Hoveder, den Store,
Hvem Hornene, de ti, sær Styrke gave,
Mens hendes Husbond end af Dyden giorde.
Af Guld og Sølv I Eders Gud Jer lave!
Hvad skiller Jer fra Hedningernes Stammer?
Kun at de een, I hundred Guder have.
Blev — ei din Daab, men hine Skatte Moder,
Hvormed du fyldte Pavens rige Kammer!
Imens jeg synger for ham disse Noder,
Samvittigheden eller Vreden bider
Ham, saa med begge Fødder vildt han roder.
Jeg troer forvist, at Skialden godt det lider,
Thi med fornøiet Blik han længe hører
Hvert sanddru Ord, som fra min Læbe glider.
Tilsidst med begge Armene min Fører
Mig løfter atter, tæt til Brystet trykket;
Og op ad samme Vei sin Fod han rører.
Utrættet, fast, bar han mig hele Stykket
Igien, op over Toppen af den Bue,
Som er fra fierde Vold til femte bygget.
Der lagde blidt han Byrden ned paa Tue,
Som var ham blid at bære, hvor selv Geder
Vist for de steile Klipper maatte grue.
Nu for mit Blik den næste Dal sig breder.