Een og tyvende Sang
Statius.
Statius.
Med Vandet af hiin hellige Naadeskilde,
Hvorefter Kvinden fra Samaria sukked,
Pinte mig svart, mens jeg ad Stier vilde
Bagefter Føreren blev fremad drevet,
Og skued Retfærds Hævn, den lidet milde.
At Christus viste sig for To, som ginge,
Da han fra Gravens Dyb var opreist blevet:
Saadan en Skygge her at see vi finge,
Der bag os gik, betragtende den Skare,
Som laae paa Jord; en Røst vi hørte klinge:
"Guds Fred, I Brødre! Herren Jer bevare!"
Da vendte vi os snelt, og Skialden skyndte
Sig, med det Tegn, der sømmed sig, at svare.
"Gid i de Saliges Samfund", han begyndte,
Det Sandheds Thing maa Eder Fred forunde,
Der mig Forviisnings evige Dom forkyndte!"
"Siig mig", gienmaled Hiin, mens frem vi stunde,
"Naar Gud Jer ikke Himlen værdig agter,
"Hvo Jer saa høit ad Trappen føre kunde?"
Og Læreren: "Hvis du de Tegn betragter,
Som Englen paa hans Pande skrev, saa finder
Du snart, at han bør boe hos gode Magter.
Ei havde spundet heelt den Teen tilende
For ham, som Klotho for Enhver omvinder:
Var Siælen, som er Søster til os Tvende,
Ei mægtig, ene Vei sig at berede;
Thi paa vor Viis kan han ei see og kiende.
Da sendtes jeg fra Helveds Svælg dernede,
For Alt at vise ham, hvadhelst han kræved,
Men siig, hvi Bierget nys saa vældig bæved,
Og hvorfor Alle, fra dets Top den høie
Til Foden ned, paa engang Stemmen hæved?"
Hans Spørgsmaal traf retsom i Naalens Øie
Mit Ønske just, saa Haabet ene giorde,
At mindre blev den Tørst, jeg monne døie.
"Der er ei Noget", Skyggen tog tilorde,
"Som Biergets hellige Lov forstyrre kunde,
"Og Intet skete her, som ei sig burde.
"Af Det, som Himlen selv i sig optager,
"Det komme kan, men ei af andre Grunde.
"Thi aldrig Regn og Hagl og Sneens Flager,
"Saa lidt som Dug og Riimfrost falder længer,
"End til hvor Trappens tredie Trin sig drager.
"Ei nogen Sky, let eller tung, der hænger
"Paa denne Himmel, intet Lyn der gløder,
"Den tørre Damp kan over Biergets Rødder
"Kun til de trende Trappetrin sig hæve,
"Hvor Peders Tiener hviler sine Fødder.
"Har her ei nogen Magt, om end med Vælde,
"Hvad heller sagte nedenfor det bæver.
"Kun naar en Siæl af dem, der her maae trælle,
"Føler sig fri og reiser sig, da lyder
"Hiint Jubelraab, da bæve disse Fielde.
"Tegn paa slig Reenhed ene Villien yder,
"Naar med fuld Frihed til at skifte Stader
"Den griber Siælen, som ved den sig fryder.
"Mod Villien sætter nu Lyst til at lide,
"Som før til Synd, og den det ei tillader.
"See, jeg, som laae femhundred Aar i Kvide,
"Fik nylig først og før ei i dem alle
"Fri Villie til mod bedre Hiem at skride.
"Derfor du hørte nys hiint Jordskiælv gialde,
"Og Herrens Lov fra fromme Siæle lyde;
"D, maa Han ogsaa dem snart opad kalde!"
Saa taled han, og eftersom vi nyde
Desmeer en Drik, jo meer os Tørsten plager,
Jeg kan ei sige, hvor hans Ord mig fryde.
Og Føreren: "Det Garn jeg nu opdager,
Som fanger Jer, og hvordan fri man slipper,
Hvorfor I glædes, og hvi Bierget brager.
Lær mig nu det, hvorpaa det end mig glipper:
Hvo var du før, og hvorfor laae du bundet
Saamange Hundredaar paa disse Klipper?"
"Og, hiulpet af den høie Hersker, hævnet
"De Saar, hvis Blod, af Judas solgt, var rundet:
"Leved jeg hist", lød Aandens Svar, "og nævnet
"Jeg var berømt, men ei at troe jeg evned.
"I Roma selv saa sød var da min Stemme
"Med Myrteløv man smykked mig, skiøndt dannet
"Jeg i Toulouse var og havde hiemme.
"Om Theben først, og med Achil jeg endte
"Eet Læs jeg bar, men segned med det andet.
"Den Sangerglød, som i mit Indre brændte,
"Udsprang fra hiin guddommelige Flamme,
"Hvis Gnister meer end tusind Siæle tændte:
"Jeg mener Æneiden, som var Amme
"Og Moder til min Sang; thi uden denne
"Jeg havde mægtet knap et Ord at stamme.
"Ja, gierne led jeg, for Virgil at kiende,
"Og for at have levet i hans Dage,
"Et Solaar længer, naar min Bod faaer Ende."
Ved denne Tale saae Virgil tilbage,
Og taust hans Aasyn bød mig: du skal tie!
Men Alting evner Villien ei, den svage.
Thi Smiil og Graad hos sanddrue Mænd og frie
Adlyde Følelsen, som ikke sinker
Sig med paa Villiens Orlov først at bie.
Jeg smiled da, som naar til Tegn man vinker,
Hvisaarsag Skyggen taug og ind i Øiet
Mig saae, hvor Siælen klarest staaer og blinker.
"Siig mig, saasandt du ende maa fornøiet
"Dit svare Værk, hvi fløi hiint Lyn af Latter
"Henad din Kind?" Saadan han Talen føied.
Den Ene byder: ti! den Anden atter:
Du tale skal! Jeg stander som en Fange,
Og sukker dybt, og Skialden Sukket fatter.
"Tal", siger han, "og vær ei længer bange
For, som du ønsker, Aanden Svar at give
Paa det, hans Spørgsmaal ivrigen forlange."
Og jeg: Du Aand, som fordum var ilive!
Mit Smiil forundred dig, men jeg bebuder,
At endnu større skal din Undren blive.
Han, som mit Blik fra disse Klippeknuder
Har opad ledt, er den Virgil, der skienkte
Dig Kraft til Sang om Mennesker og Guder.
Hvis anden Grund du til mit Smiil dig tænkte,
Slip den, som en, hvorpaa du ei kan bygge!
Ved disse Ord sit Hoved Aanden sænkte,
For Skialdens Fødder til sit Bryst at trykke;
Men: "Stands, o Broder!" lød min Lærers Stemme,
"Thi du er Skygge selv og seer en Skygge!"
Og Hiin, idet han reiste sig: "Fornemme
"Kan du, hvor varmt jeg elsker dig og agter,
"Naar jeg for din Skyld kan vor Tomhed glemme,
"Og Skyggerne som Legemer betragter."