Tolvte Sang
Hovmodige.
Hovmodige.
Som Oxer, parviis under Aaget spændte,
Gik jeg og Aanden Side nu om Side,
Saalænge til min hulde Lærer vendte
Sig om og sagde: "Skynd dig frem at skride!
Her bør Enhver med Seil og Aarer drive
Sin Baad afsted, saa godt han kan, itide."
Jeg retted op mig, som man gaaer ilive,
Med Legemet, skiøndt mine Tanker maatte
Modløse, bøiede, ved Jorden blive.
Jeg satte mig i Gang, og villig traadte
Jeg i min Mesters Fied, imens vi begge
Den Lethed viste, vore Fødder aatte.
"Sku nedad," sagde han, "det vil dig række
Tidkort og lette Veien, at betragte
Det Leie, dine Trin tilbagelægge."
Som over dem, der blev i Jorden lagte,
Man til Erindring seer paa Graven hugget,
Hvordan de var og deres Liv tilbragte;
Hvisaarsag tidt der bliver grædt og sukket
Paa slige Steder, under Mindets Spore,
Af hvilken kun den Fromme bliver stukket:
Saadan var der i Veien, vi before,
Udhugget Billeder ligehen til Randen,
Men mere skiønt, af Mesteren, den store.
Skabning var ædel skabt, nedstyrtet rulle
Fra Himlen mere snelt end Lynildsbranden.
Med Himmelspydets Mærker i sin Pande,
Og tung og stivnet alt af Dødens Kulde.
Hos deres Fader; end de Vaaben bare,
Og Fiendens Lemmer spredte var om Lande.
Jeg skued Nimrod som forvirret fare
Og see paa den hovmodige Folkeskare.
Saae jeg dig staae afbildet der og græde,
Blandt dine fiorten Børn, der slagne ligge.
O Saul! jeg paa dit Legem tyktes træde,
Som du for eget Sværd i Gilboa segned,
Forvandlet halv til Edderkop, med Klage,
Blandt Pialter af det Værk, du slet beregned.
Du truer her; men med din tabte Lykke
Flygter dn angst, før Andre dig forjage.
End viste haarden Gulv i næste Stykke,
For det ulykkessvangre Gyldensmykke.
Det viste, hvordan Sønnerne med Vælde
Og hvordan deres Fader der de fælde.
Til Cyrus mæler efter Nederlaget:
"Blodtørstige! jeg skal med Blod dig mætte!"
Det viste mig Assyrerhæren jaget
Samt Sporene af Seiren og af Slaget.
Jeg Troja saae i Aske, Gruus og Lue;
O Ilion! hvor var du lav og ringe
’Paa Billedet, som der jeg fik at skue!
Hvo er den Mester, der kan Meislen tvinge
Til slige Træk og Skygger at beskrive,
Som finest Sands til Undren vilde bringe?
Død tyktes død, og Levende ilive;
Og bedre saae ei Den, der saae det Sande,
End jeg, da bøiet Agt jeg monne give.
Bryst Eder nu, op med den stolte Pande,
I Evas Born! Sænk ei mod Jorden Øiet,
Saa I faae see Jer slette Vei om Lande!
Alt havde vi om Bierget meer os bøiet,
Og meer af Solens Vei var lagt tilbage,
End Siælen ændsed, der i Baand var føiet.
Da mæled han, som forud for mig Svage
Gik og gav Agt: "Dit Hoved op du hæve!
Det er ei Tid, saa langsomt nu at drage.
See, hist en Engel skynder sig at svæve
Fra Dagens Arbeid hiem, for Fred at kræve.
Viis Ærefrygt med Aasyn og med Hænder,
At han maa fange Lyst, os op at føre;
Tænk paa at denne Dag ei meer sig tænder!"
Jeg var saa vant til dette Raad at høre,
At man sin Tid skal vogte vel og værne,
Saa Talen ei var dunkel for mit Øre.
Den hulde Skabning saae jeg fra det Fierne
I hvide Klæder henimod os skride,
Hans Aasyn tindrede som Morgnens Stierne.
Med oplukt Favn og aabne Vinger, hvide,
Mæled han: "Kom, nu er det let at gange!
"Her løfter Trappen sig, ved denne Side.
"Endskiondt jeg kalder, kommer der ei Mange;
"O Slægt, født til at hæve dig fra Støvet,
"Hvor kan du for et Vindstød synke bange?"
Han drog os hen, hvor Klippens Væg var kløvet;
Og loved Held mig paa den Gang, jeg prøved.
Man vil bestige, hvor en Kirke ligger,
Og paa den Herligstyrede nedskuer.
Den bratte Stilhed brydes — hvis man skikker
Tilhøire sig — af Trappen, der blev bygget
Da Maal og Regnskabsbog endnu var sikker:
Saa jævner ligerviis sig Klippestykket,
Som her fra næste Kredsgang brat nedstiger,
Dog bliver man iblandt af Stenen trykket.
Idet vi dreied ind mod Trappens Diger,
Klang: "Salig er den Fattige i Aanden!"
Saa sødt, at ingen Tale det udsiger.
O, hvor den Kløft, som her os laae for Haanden,
Forskiellig var fra Helvedes! Her finge
Vi Sang at høre, hist kun Hyl og Vaanden!
Opad de hellige Trin vi alt os svinge,
Og lettere de tykkes mig at være,
End Biergets Flade selv, hvor før vi ginge.
Jeg mæled: Siig, o Mester! hvilke svære
Byrder har mig forladt blandt disse Stene,
Thi fast utrættet Fødderne mig bære.
Og han: "Naar hvert et P, som paa din rene
Pande tilbage staaer, skiøndt halv udslettet,
Er heelt tilintetgiort, som nu det ene:
Da vorder Foden ikke blot utrættet,
Men saadan Villien underlagt, den gode,
At den har Fryd af op at blive rettet.
Da giorde jeg som Den, der paa sit Ho’ede
Bærer en Ting, og ikke selv det gietter,
Før han af Andres Tegn det maa formode;
Da skaffer Haanden Vished ham, den letter
Ham Tvivlen ved at søge, og hvad Øiet
Ei evner at udføre, den forretter:
Saa fandt med skilte Fingre jeg fornøiet
Sex Skrifttegn kun af dem, som Han dernede
Med Nøglerne mig dybt i Panden føied;
Min Mester smilte, da han saae mig lede.