Trettende Sang
Misundelige.
Misundelige.
Øverst vi stod, paa Trappens sidste Stene,
Hvor Bierget atter skæres af og svinder,
Det, som giør Vandrerne for Synden rene.
En anden Omgang, liig den første, vinder
Sig rundtom Høien, kun at her dens Bue
Meer krumt og snelt omløber Fieldets Tinder.
Ei Billed eller Skygge her vi skue,
Glat Skrænten er, og Veien glat, den lange,
En bleggraa Farve dækker Biergets Tue.
"Ifald vi tøve, for Besked at fange,"
Begyndte Skialden, "frygter jeg med Foie,
At det for langsomt med vort Valg vil gange."
Saa vendte han mod Solen fast sit Øie,
Sin høire Side han til Midtpunkt giorde,
Og lod den venstre rundtom den sig bøie.
"O hulde Lys!" tog derpaa han tilorde;
"I Lid til dig jeg denne Vei betræder,
Før du os, som det bør sig, over Jorde!
Du varmer Verden op og Dag udbreder;
Hvis ikke andre Grunde det formene,
Bør dine Straaler altid være Leder."
Saalangt, som her en Miglie vel, vi trene
Histoppe frem ad Biergets Vei, den øde,
I føie Tid, ved Villiens Kraft alene.
Vi hørte Aander, der os fløi imøde,
Men ikke saaes, og som med venlig Tale
Til Kiærlighedens Maaltid os indbøde.
Først hørte jeg de Ord forbi os dale:
Stemme gientages langsad Biergets Svale.
Og endnu førend disse Toner vare
Forsvundne fiernt, naae andre til mit Øre:
Hvad Røst er det, o Fader! jeg kan høre?
Saa spurgte jeg, og tredie Gang og længe
Lod det igien: "Elsk dem, der Ondt Jer giøre!"
Den gode Mester: "Dette Klippestænge
Hudfletter Avindsygen; derfor svinger
Men modsat bør det sig, at Toilen klinger;
Det vil du høre selv, jeg feiler ikke,
Før hen til Naadens Trappe jeg dig bringer.
Sku giennem Luften fast med dine Blikke,
Da vil du blive Slægter vaer, som stille
Langsunder Biergets Væg foran os ligge."
Jeg lukked Øiet op, som han det vilde,
Og Skygger saae, hver af dem klædt i Kaabe,
Der fra den gustne Steen ei lod sig skille.
Da vi kom nær, lød det fra disse Hobe:
"Maria, bed for os!" og jeg dem hørte
Paa Michael, Petrus og de Hellige raabe.
Saa haard en Mand knap Tiden med sig førte
Henover Jord, at ei det Syn, vi funde,
Ifald han skued det, til Ynk ham rørte.
Thi da jeg var saa nær dem, at jeg kunde
See deres Aasyn grant og deres Lader,
Af svarlig Sorg da mine Øine runde.
I ringe Haardug klædt, sad de i Rader,
En støttede den Andens Ryg og Side,
Og Alle støtted sig til Skræntens Flader.
Saadan de Blinde staae, naar Nød de lide,
Ved Afladsstedets Dør med bønlig Klage;
En lader Hovedet mod den Anden glide,
For Vandringsmandens Ynk at vække fage,
Ei blot ved Ordets Lyd, men for at minde
Ham alt ved Synet selv af deres Plage.
Og retsom Solen gavner ei de Blinde,
Saadan har ogsaa Himlens Lys sig slukket
For disse Skygger og vil ikke skinne.
Thi giennem Alles Øielaag er trukket
En Traad af Jern, der tæt dem sammennester,
Som paa den vilde Falk i Indelukket.
Forbi at gange, som usete Giester,
Og see paa dem, slig Daad mig tyktes syndig;
Thi vendte jeg mig til min vise Mester.
Og han, der om den Stummes Hu var kyndig,
Paa Spørgsmaal ikke vented, men itide
Han sagde: "Tal da, og vær kort og fyndig!"
Virgilius gik nærmest ved den Side
Af Biergets Omgang, hvor man er i Fare
For, da der intet Hegn er, ned at skride.
Tilvenstre de bodfærdige Skygger vare,
Som giennem hine skrækkelige Traade
Udpressed deres Graad i Taarer klare.
Til dem jeg taled nu paa slig en Maade:
Du Folk, som sikkert, løst fra disse Fielde,
Skal see det Lys, der kan din Længsel baade!
Saasandt som Naaden snart maa Skummet hælde
Af Jer Samvittighed, saa klare Bølger
Af Aandens Flod igiennem den kan vælde:
Siig mig, om blandt Jer nogen Siæl sig dølger,
Som er fra Latium; mig vil kiært det være,
Og for ham selv vel have gode Følger.
"Een sand Stads Borgere vi Alle ere;
"Du mener vel, om Nogen af vor Skare
"Som Pilgrim i Latium leved, Kiære!"
Saalunde tyktes mig en Røst at svare
Lidt foran mig, thi jeg stod meer tilbage;
Og efter Lyden Fødderne mig bare.
Een Skygge, saae jeg, lagde grant fordage,
Den vented mig; og spørger man, hvorlunde:
Paa Blindes Viis opløfted den sin Hage.
Og jeg: Du Aand, som spæges, for at kunne
Til Himlen stige, naar din Bod er omme!
Siig mig dit Land og Navn før bort vi stunde.
"Jeg fra Siena var," gientog den Fromme;
"Her luttrer, som de Andre, jeg min Brøde,
"Og beder Gud med Taarer om at komme.
"Men var ei viis, thi meer end egen Lykke
"Fryded det mig, naar Andre lagdes øde.
"Og at mit Ord dig ei Bedrag skal tykke,
"Hør selv om jeg var taabelig tilmode.
"Alt nedad Bakke gik mit Liv et Stykke,
"Da mine Landsmænd nærved Colle stode
"I Marken, for mod Fiendens Hær at krige.
"Jeg bad om det, Gud vilde selv; for Fode
"De bleve slagne der, og maatte vige
"Ad Flugtens bedske Sti og underligge.
"Ved denne Jagt slig Fryd mig uden Lige
"Betog, at frækt jeg løfted mine Blikke,
"Som Droslen, naar den seer lidt Godtveir skinne,
"Og skreg til Gud: Nu frygter jeg dig ikke!
"Jeg søgte først med Herren Fred at vinde
"Paa Livets Grændseskiel, og endnu vilde
"Min Skyld ei være løst, og jeg herinde,
"Mig havde husket i de fromme Bønner,
"Og ynket mig, der angrede forsilde.
"Men du, som vide vil, hvad Kaar os lønner,
"Hvo er du, der med aabent Øie ganger,
"Og endnu drager Aande, som jeg skiønner?"
Jeg svared: Ogsaa jeg slig Blindhed fanger,
Men stakket kun; thi sielden jeg fordreier
Mit Blik af Nid, og mindes det med Anger.
Langt større Frygt jeg for den Pinsel eier,
Som Hovmod sig her nedenfor bereder;
Jeg føler Byrden alt, hvor tungt den veier.
Da sagde Skyggen: "Hvo var da din Leder
"Herop, naar ned igien du troer at komme?"
Og jeg: Han der, som ei har talt til Eder.
Men jeg er levende; siig derfor, fromme,
Udvalgte Aand! vil du, at jeg skal røre
Min dødelige Fod for dig histomme?
"O," svared han, "saa nyt er Sligt at høre,
"Saa det er Tegn, Gud elsker dig forsande;
"Send da din Bøn for mig op til hans Øre!
"Og naaer du nogentid Toskanas Lande,
"Beder jeg dig ved Alt, hvad helst dig lyster,
"Lad blandt min Slægt mit Rygte vel opstande!
"Blandt Folket, som forfængeligt sig bryster