Een og tredivte Sang
Giganter.
Giganter.
Den Tunge, der mig nylig havde skaaret,
Saa mine Kinder finge Lød heelt fage,
Den samme gav mig Lægedom for Saaret;
Achilles og hans Fader svang paa Valen,
Først Ondt og siden Godt i fordums Dage.
Vi vendte nu vor Ryg til Jammerdalen;
Tværsover Klipperne, som den omringe,
Vi fremad vandred, uden nogen Talen.
Det var ei Dag, ei Nat, hvor nu vi ginge,
Saa Synet ikkun lidt sig kunde røre;
Da hørte jeg et Horn saa vældigt klinge,
At hæs det havde Tordnen kunnet giøre,
Og samme Vei, som Lyden havde taget,
Lod jeg den nu mit Blik tilbage føre.
Hvor Carl den Stores hellige Krig fik Ende,
Saa rædsomt blæste hist i Sørgeslaget.
Saasnart jeg lod mit Hoved did sig vende,
Mig tyktes see en Mængde Taarne ranke;
Thi spurgte jeg: Hvad By er det derhenne?
Og Mesteren: "Du feiler i din Tanke;
Det kommer af at giennem denne tomme,
Mulmsorte Luft dit Blik saa langt skal vanke.
Du klart vil see, ifald derhen vi komme,
Hvor Øiets Sands i slig en Afstand svag er;
Thi spor dig selv lidt meer, det vil dig fromme."
Derpaa han kiærligt mig ved Haanden drager
Og siger: "Viid dog først — at ei det Sande
Skal tykkes dig for selsomt — hvad du tager
For Taarne hist, det er Giganters Bande;
Fra Navlen af staae alle disse Jetter
I Svælget nede, rundtomkring dets Rande.
Som Blikket, naar fra Jord sig Taagen letter,
Lidt efter lidt kan hver en Gienstand tyde
Bag Dampen, der den rene Luft fortætter:
Saa gik det mig, jo meer jeg, ved at bryde
Det tykke Mulm, mig nærmed Svælgets Kanter,
Og Frygten kom, da Skuffelsen mig flyede.
Thi liig hiin Krands af Taarne, der sig planter
Omtaarned her de rædsomme Giganter
Med deres halve Legem Brøndens Krone;
Dem er det, Jupiter bestandig truer
Endnu, hver Gang han tordner fra sin Throne.
Den Enes Aasyn alt og Brystets Buer,
Med samt en Deel af Bugen, kan jeg kiende,
Og nedad Siden Armene jeg skuer.
Vel var det, at Naturen snart til Ende
Kom med en Konst, der slige Væsner vakte,
Og at den fratog Mars saadanne Svende;
Og naar den ei fortrød, at den frembragte
Hvalfisk og Elefanter, maa hver nøie
Betragter høiligen dens Viisdom, agte.
Thi naar Forstandens Kraft faaer Lov at føie
Sig til ond Hu og Magt, som Intet tæmmer,
Kan ingen Dødelig dem længer bøie.
Saa langt og tykt hans Aasyn var, det frække,
Og i det samme Forhold Kæmpens Lemmer.
Saa, skiøndt ham Brønden tiente halv til Dække,
Var dog hans Krop, fra Midten af opefter,
Saa stor, at ei tre Frisere kunde række
Op til hans Haar med alle deres Kræfter;
Thi det, jeg saae af ham, var tredive Palmer
Franeden af til hvor man Kappen hefter.
Den Lyd, jeg af hans vilde Læbe hører,
Thi den blev ikke skabt til søde Psalmer.
"Du dumme Siæl!" saa mæled nu min Fører,
"Hold dig til Hornet! giv dig Luft herinde
Med det, naar Harm dig eller Andet rører!
Søg ved din Hals, saa vil den Snor du finde,
O du forvirrede Siæl! som Hornet fæster,
Og see det om din brede Barm sig vinde.
Han selv sig røber," lagde til min Mester,
"Det Nimrod er, og voldt har den Forbryder,
At flere Sprog, end eet, nu Verden giæster.
Kom, lad ham staae! Forgieves Talen lyder;
Thi saadan er for ham hvert fremmed Mæle,
Som for de Andre hans, det Ingen tyder."
Tilvenstre gik vi uden meer at dvæle,
Og vel et Bueskud derfra vi skued
En Anden, endnu vildere, sig fiæle.
Hvad for en Mester der ham saadan kued,
Veed ikke jeg; men om hans Arme baade,
Den ene for, den anden bag, der bued
En Lænke sig, som ned fra Halsen naaede;
Og hvad man saae af Kæmpens Krop, den runde,
Fem Gange var omslynget af dens Traade.
"Den Stolte vilde prøve, hvad han kunde
Imod den høie Jupiter; medrette,"
Lød Skialdens Ord, "han straffet er saalunde.
Dengang Giganter giorde Guder bange,
Men aldrig meer han Armene skal lette."
Og jeg: Hvis mine Øine kunde fange
Jeg vilde bede dig derhen at gange.
Og han: "Snart skal Antœus og hans Fore
Du see; han taler, løs er og skal bære
Os dybest ned til Synden under Jorde.
Den Anden staaer for langt herfra, du Kiære!
Han lænket er, og skabt som denne Fiende,
Kun at langt vildere hans Miner ere."
Saa vældigt har et Jordskiælv ingensinde
Med alt sin Magt et Taarn til Grunden rystet,
Som Ephialtes rysted sig derinde.
Da foer slig Angst for Døden mig i Brystet,
At ene den mit Liv vist havde taget,
Hvis ikke Kæmpens Baand mig havde trøstet.
Da vi et Stykke længer frem var draget,
Foruden Hovedet, af Grotten raged.
"O du, som fordum dræbte hist i Dalen
Hvor Scipio Hæder fik, da han i Striden
Tvang Hannibal at vende Ryg til Valen
Vel tusind vilde Løver! havde siden
I Kampens Hede dine Brødre fundet
Bistand hos dig, saa troer man end for Tiden,
At Jordens Sønner havde Seier vundet;
O bliv ei vred, men sæt os To dernede
Hvor Kulden har Cocytus’ Vande bundet!
Han her kan give hvad I meest attraaede
Thi buk dig ned, rynk Næsen ei i Vrede!
Han kan dit Rygte hist i Verden baade;
Han lever end og har langt Liv ivente,
Hvis ikke bort han kaldes af Guds Naade."
Saa taled Mesteren, og da han endte,
Greb ham Antœus med de stærke Næver,
Der før saa vældig Herkules omspændte.
I samme Stund Virgil sin Stemme hæver:
"Kom hid, at jeg min Arm kan om dig føie!"
Og nu som i eet Bundt jeg med ham svæver.
Seer op mod Heldingen, naar Skyer drage
I modsat Retning af den i det Høie:
Saa tyktes Kæmpen mig, da for at tage
Os op, han over Randen ud sig bukked;
Forsandt, da ønsked jeg at gaae tilbage!
Han satte let os ned i Indelukket,
Der Lucifer og Judas har fortæret,
Og ikke længe stod han derpaa dukket,
Men reiste som en Mast sig høit i Veiret.