Tredivte Sang
Forfalskere.
Forfalskere.
Da Juno for Semeles Skyld var saare
Fortørnet imod Thebens Æt, hvem Harmen
Hun meer end een Gang føle lod, den Haarde:
At da han saae sin egen Hustru gange
Med Byrden af to Sønner smaa paa Armen,
Skreg han: "Spænd Garnet ud, saa jeg kan fange
Lovinden hist med Ungerne!" og Manden
Sin grumme Klo udstrakte mod de Bange,
Greb En af dem, Learch, paa Klipperanden
Og svang ham rundt og mod en Steen ham kløved;
Da drukned Moderen sig med den Anden.
Og dengang Skiebnen Magt og Høihed røved
Trojanerne, som sig til Alt fordristed,
Saa baade Drot og Rige sank i Støvet:
Fra Hekuba, der sorgfuld Livet fristed
Men da hun ogsaa Polydoros misted,
Og kom hans Liig ved Havets Bred imøde,
Forvilded Sorgen hendes Siæl, den milde,
Saa rasende hun som en Tæve givede.
Men aldrig Thebens eller Trojas vilde,
Forfærdelige Hævngudinder plaged
Et Dyr, end sige Menneske saa ilde,
Som de to blege Skygger, jeg opdaged,
Der om sig bed, mens hid og did de fore,
Liig Sviin, man udaf Stien havde jaget."
Den Ene saae jeg sine Tænder bore
Dybt i Capocchios Nakkebeen og drage
Ham med sig, saa han skrabed Bug mod Jorde.
"Det Spøgelse, at rase mod os Svage."
O, sagde jeg, saa sandt den anden Synder
Skal ei i dig slaae sine Tænders Rader
Siig, hvo det er, før Skyggen bort sig skynder!
Og han til mig: "Hiin Siæl, som os forlader,
"Langt meer end lovlig Kiærlighed sin Fader.
"Hun falsk en fremmed Klædning om sig hængte
"Og synded saa med ham; sit Maal hun naaede
"Ved samme Svig, som, Gianni hist udtænkte,
"For over Staldens Dronning frit at raade;
"Han falskelig Donatis Rolle spilled,
"Og giorde Testament paa lovlig Maade."
Saasnart de tvende Rasende, hvis Billed
Jeg havde fæstet Øiet paa, forsvunde,
Mit Blik jeg mod de andre Syndere stilled.
En saae jeg der en Luth han ligne kunde,
Hvis ovenfor hans Been, der skilte vare,
Man havde skaaret Kroppen af, den runde.
Saa ilde kan den tunge Vandsot fare
Med Legemerne, ved Vædsken, som den øder,
At Bug og Hoved ikke sammen svare.
Den til at spærre Munden op ham nøder,
Som en svindsotig Mand, af Tørsten plaget,
Een Læbe ned, den anden opad støder.
"O I, som uden nogen Straf er draget
"Ned i den onde Verdens Indelukker,
"(Og jeg veed ei, hvorfor)," han til os klaged;
"I Livet havde jeg alt det jeg vilde
"Nu om en Draabe Vand jeg Arme sukker.
"Smaabækkene, der ned i Arnos Kilde
"I deres vaade Seng, de køligmilde,
"Staae for mig som et Billed, der ei svinder,
"Og tørre meer mig ud, end denne Jammer,
"Som tærer Kiødet bort af mine Kinder;
"Thi slig en streng Retfærdighed mig rammer,
"At Mindet om det Sted, der saae min Brøde,
"Gi’er mine Sukke Flugt i dette Kammer.
"Hist i Romena, hvor jeg falsk det røde
"Der maatte jeg tilsidst paa Baalet bøde.
"Men saae jeg Guido her med Kummer stande
"Og Alessandro, eller deres Broder
"Een af dem er her alt, som jeg formoder,
"Hvis Skyggerne, der fare vildt om Vange,
"Har Sandhed talt — men bunden, ak! min Fod er.
"D, var saa let jeg, at jeg kunde gange
"Een Tomme blot i hundred Aar hernede,
"Da gik jeg flux ad Stien frem, den lange,
"For blandt det fæle Folk om ham at lede;
"Skiøndt elleve Miil i Kreds er denne Kielder,
"Og i det mindste vel en halv i Bredde.
"For deres Skyld kom jeg blandt slige Fæller;
"De bod mig slaae Floriner, maa du vide,
"Af Guld, som tre Karat for lidet tæller."
Og jeg: Hvo ligger ved din høire Side?
De tvende piinte Siæle gad jeg kiende,
Der dampe som vaad Haand ved Vintertide?
"Paa samme Sted," han svared, "laae de Tvende
"Dengang jeg regnede herned i Dalen,
"Og ei jeg troer, de nogentid sig vende.
"Og han, Sinon, sveg Troja lumsk i Vaanden;
"Slig Stank uddampe de i Feberkvalen."
Den Ene, hvem det harmede i Aanden,
At blive nævnet med saa liden Ære,
Slog ham paa den udspændte Vom med Haanden;
Den led, som det en Tromme kunde være,
Og Mester Adam mod hans Aasyn slænger
Opbragt sin Arm, den ikke mindre svære,
Og siger: "Skiøndt jeg ellers ikke længer
"Har Magt de tunge Lemmer at bevæge:
"Til dig at slaae løs paa mig Armen hænger."
Til Giensvar mæled Sinon: "Mere træge
"Men endnu flinkere til Mønt at præge." —
"Du taler Sandhed," svarede den Anden,
"Men ikke slet saa sandt paa Trojas Vænge
"Du vidned, da man bad dig sige Sanden."
"Har jeg talt falsk, saa slog du falske Penge,
"Og er jeg for een Brøde stænget inde,
"Fleer Synder dig, end nogen Diævel stænge." —
"Meeneder! drag den lumske Hest til Minde,
"Og lad det pine dig, at Hver dig kiender!"
Saa mæled han, som Bugen bar, den trinde.
"Dig pine skal din Tørst, der Huller brænder
"I Tungen," vedblev Grækeren at smæde,
"Og raaddent Vand, som dig din Bug udspænder." —
"Altid din Mund kun gaber for at kvæde
"Hvad der er dumt," lød Adams Svar dernede;
"Thi tørster jeg, og er jeg fyldt med Væde,
"Saa har du Hovedværk og Feberhede,
"Behøved man ei længe dig at bede."
Som bedst jeg lytter spændt til dem der ligge,
Min Mester siger: "Vogt dig, thi jeg fører
Snart med dig Strid — langtfra det er jeg ikke."
Da jeg hans vrede Tale til mig hører,
Saa fuldt af Skam mit Øie mod ham vendes,
At end ved Mindet blot mig Blusel rører.
Liig Den, der drømmer, at en Sorg ham sendes,
Saa han i Drømme tænker: gid jeg drømte!
Og ønsker, det maa skee, som alt ham hændes:
Saadan jeg stod, mens Ordet fra mig rømte;
Jeg vilde mig undskylde, og just dette
Var min Undskyldning, at jeg det forsømte.
"Langt mindre Blu kan større Feil udslette,
End denne var," lod Mesteren mig vide;
"Thi kan du trygt for al din Sorg dig lette.
Men tænk, at jeg staaer altid ved din Side,
Hvis oftere dig Skiebnen skulde flytte
Hen iblandt Folk, der skiendes høit og stride;
Thi lavt det er, til Sligt at ville lytte."