Der var en Tid, nu er den længst forsvunden,
Da Elskov sad i Siælens stille Kammer,
Og sysled, som en Brud ved Lampens Flammer,
Med at faae Sangens Bryllupsklædning spunden.
Der var en Tid, nu er den længst udrunden,
Da i min Siæl der blev stor Sorg og Jammer,
Som i et Huus, hvis Datter Døden rammer,
Da var det, disse Sanges Traad blev tvunden.
Da væved jeg af dem, med mangen Taare,
Imens min Elskov lagdes bleg paa Baare,
For Brudedragten, ak! et Dødningklæde.
Men nu er det saa længe, længe siden,
At der paa Graven Blomster groer, og Tiden
Har til mit Øie sagt: hold op at græde.