I Syden saae jeg Mænd og Kvinder bære
Udsprungne Blomster giennem Kirkens Gange,
Og lægge dem med Bøn og fromme Sange
Paa Alterdisken til Guds Moders Ære;
Og knæle ned og bedet Naadig være
Du os, Velsignede! viis vore bange,
Vildfarne Siæle Himlens Vei, den trange!
Da tænkte jeg paa dig, min Hiertenskiære!
Mit Liv er jo en dunkel Kirkebue,
Hvor kun dit Billed lyser i det Fierne
Høit over Altret, som en enlig Stierne.
Madonna! disse Blomster af mit Hierte
Jeg bringer dig; led du i Fryd og Smerte
Min Siæl, til hist jeg faaer dig selv at skue!