I Skoven boer hun, Sang af Nattergale
En Gienklang er af hendes Røst, den bløde,
Og hendes Blik er Stiernerne, som gløde,
Og hendes Trin er Hiortens Gang i Dale.
Hun sidder i mit Kammer, Skialdens Tale
Er hendes Siæl, der gaaer min Siæl imøde,
Og hendes Flammekys, de længselsøde,
Er Tankelyn, der vække mig af Dvale.
Hun tørrer Graaden bort af mine Kinder,
Og svaler mig naar Tornekrandsen faarer,
Hun svæver foran mig, høit over Vrimlen;
Men Vil jeg gribe hende, bort hun svinder,
Og siger, mens hun smiler giennem Taarer:
Naar du er død, vi mødes skal i Himlen.