Høit lyste Solen paa Judæas Himmel
Og kasted Straaler over Bierg og Dale.
Den skinned paa en talløs Vrimmel
Af Skabninger, — en yppig Rigdoms Fylde
Af Østens Planter, høie Palmesale,
Hvor tusind Fugletunger Herren hylde:
— Jehova’s Øie skued over Jorden.
Fiernt mellem Biergene en dæmpet Torden
End mumled sine mørke Trolddomsord.
Den hen var draget over Libanon,
Hvor Cedren i de dunkle Skove groer,
Og Olietræet bugner under Frugter.
Den havde svalet, renset Sommerluften;
Alt renere nu aander Blomsterduften,
Og Kildens Bugter friskere sig snoer.
Men Herrens Øie skuer mildt til Staden
Jerusalem; med Velbebag det hviler
Paa ringe Hytte som paa Tempelfladen.
Og hvilket Tempel! See! mit Øie iler
Fra Tind til Tinde rastløst uden Ophør.
Hvor skal jeg Blikket fæste? Mon paa Kuplen,
Der Nattehimlen liig, besaaet med Stierner,
Høit op til Skyerne mit Øie fierner?
Paa Muren, der i mægtig Kreds sig slynger
Tredobbelt omkring Alteret det høie,
En Slange af Granit; see! Ryggen tynger
De store Taarnes Vægt, de den ei bøie.
Nei, jeg vil sætte mig i Templets Sale,
De store, med de gyldenlyse Buer,
Og, mens mit Øie over Landet skuer,
Jeg lytter til den Himmelsendtes Tale.
Der sidder han, den Høie, i Portalen,
De dunkle Blikke veemodsfulde hvile
Paa Syndens Børn, som uden Ophør ile
Rastløse hid og did igiennem Hallen.
Et Menneske han er; i jordisk Fængsel
Er klædt den høie, underfulde Aand;
Men deraf Blikkets hemmelige Længsel,
Som gaaer med Kiærligheden Haand i Haand.
En evig Sandhed er han, skreven
Paa jordisk Tavle, der af Faa kun tydes;
Men af de Faa med Ærefrygt den lydes.
Hvo kommer hist igiennem Templets Buer?
En Skare, see! af Mænd i mørke Kapper.
De nærme sig herhid; mit Hierte gruer
For deres skiulte Blik og mørke Pande.
Hvad vil de vel? — Ha, deres Villie
Er ikke god — det røber Øiets Funklen!
Men midt iblandt dem, som en yndig Lilie,
I Skovens Mørke plantet, gaaer en Qvinde.
Hvor hun er skiøn! Blandt dine Døttre, Zion!
Ei een Du finder skiønnere, end hende.
En Kiortel hvid og folderig omslynger
De fine Lemmer; ned fra Issen falder
Det sorte Haar i store Lokker, gynger
Paa Barmens Snee, liig Cyperns Ranke,
Der favner svulmende det hvide Marmor.
Og høi er Væxten, som den ranke,
Den stolte Pinie, der paa Karmel vaier
Og susende sin Top for Vinden neier.
Det dunkle Øie ligner Antelopens,
Den lette Hind, som giennem Skoven springer
Med Pilens Fart, paa Vindens snare Vinger.
Men hun er bleg, som Stiernen naar den svinder,
Og tunge Taarer ned fra Øiet rinder.
Hun seer omkring sig, sky og bange,
Gazellen liig, der, over Sletten jaget,
Af Mathed styrtet, drager Sukke lange.
Ja, tynger Sorgen paa Dit unge Hierte,
Saa tye kun hid! hos ham kan Du din Smerte
Udgræde frit og finde Trøst og Lindring.
Hæld til hans Bryst Dit Hoved — der er Livet;
Thi Jordens Qval at mildne ham er givet!
Men see! de mørke Mænd jo tvinge
Den Blege til at knæle; vil de røre
Til Medynk Herren, deres Klage bringe
Paa Qvindens Læber for hans milde Øre?
Og komme de til Templet, for en Draabe
At trygle sig af Kiærlighedens Væld?
Nei, Medynk er ei deres Meed; de raabe
Om Straf kun; Død er deres Løsen,
Død over Qvinden, som blev utro funden.
Og Herren? Bød han dem at føre
Det unge Liv til Død og Spot og Skiændsel?
Bød han dem knuse denne blege Pande,
Og efter Loven hendes Legem give
Til Priis for Storm og Vind paa Havets Vande?
Han sagde Intet, men til Jord sig bukked,
Og med sin Finger Skrifttræk skrev i Sandet.
Ei Øret til for Medynks Røst han lukked;
Men i sin Gierning gav han dem en Gaade —
Det var hans Svar, naar den de kunde raade.
De kunde ikke. Jødelandets Vise
Formanede ei hans Taushed at fortolke:
Det ei Forstanden var, men Hiertet givet,
At tyde Hiertets Svar og skienke Livet.
Da reiste han sig; ædel Vrede lued
Strengt i det fromme Blik, og rundt han skued
Med dyb, retfærdig Harm og talte til dem:
„I fordre Død — velan! den, som blandt Eder
„Er uden Synd, den forste Steen han kaste!"
Igien han satte sig og skrev paa Jorden.
Siig, har Du seet, hvad Cederen er vorden
Naar Herrens Blik, naar Lynet har den truffet?
Knuust er dens Stolthed„ knækket Kraften
Dens Krone hænger som en Blomst mod Aften.
Saa traf hans Øie dem, og bort de iled.
Men længe Blikket nu paa Qvinden hviled,
Der sønderknuust, i Taarer opløst, dvælte.
Da sagde han til hende mild og rolig,
Mens bange hun paa Marmorgulvet knælte:
„Hvor er de Alle, som Dig vilde dømme,
„Og tvinge Dig til Dødens Kalk at tømme?”
Hun hvisked sagte: „De er borte Alle.”
„Saa skal ei heller for min Dom Du falde;
„Gak bort i Fred, og synd ei mere!”
Og atter sidder Jesus i Portalen.
De dunkle Blikke veemodsfulde hvile
Paa Syndens Børn, som uden Ophør ile
Rastløse hid og did igiennem Hallen. —