Hvor nøgne Fieldryg kaster
Sig ned i Dybets Arm,
Og Flodens Vande haster
Udover Klippens Barm,
Og styrte sig med Brusen
I Havets dunkle Skiød,
Og blande deres Susen
Med Bølgesangen blød;
Hvor Skovens dunkle Stammer
Beskygge Fieldets Steen,
Og Solens lyse Flammer
Forgylde Cedrens Green,
O g lege med de dunkle
Cypressers grønne Top;
Hvor Biergets Fødder funkle,
Naar Bølgerne staae op:
Et Fartøi der sig vugger
Ved Havets fulde Bryst,
Som Vuggesangen sukker
Imod den steile Kyst.
Saa sagtelig det gynger
Paa Bølgens hvide Top,
Der høit mod Stavnen slynger
Sit Skum i Luften op.
Nu løfter det sin Vinge,
Nu reiser det sin Stavn,
Og Vindens Stemmer klinge
Mod Seilets hvide Favn.
Først sagtelig det strider,
Liig Svanen i sit Bad,
Saa hurtigt frem det glider,
Og skiller Bølgen ad.
Henover Havet svæver
Den lette Fiskerbaad,
Og Aftensolen bæver
Langsad dens Side vaad.
Den hæver sig, og dukker
Igien bag Bølgen ned,
Og Bølgen atter lukker
Sig bag dens lette Fied.
Ret liig den hvide Maage
Den spiler Vingen let: —
Da lægger sig en Taage
Omkring den som et Net;
Da lægger sig en Taage
Paa Havets sølvblaae Skrud,
Og Vandene de koge.
Og Stormen farer ud.
Ned fra Biergenes Tinde
Komme de hvinende Vinde,
Komme Himmelens Sønner
Hylled i Mørke og Død.
Komme de brusende
Vandrende henover Landet,
Komme de susende.
Rullende udover Vandet;
Skovene gribe de i den mægtige Arm,
Kryste dem knusende
Op til den iiskolde Barm.
Aanderne slaae den store
Harpes Strænge,
Som over Dybet hænge,
Spændte fra Klippe til Klippe,
Den, hvis stærke Toner
Ud giennem Verdens Zoner
Klinge fra Syd til Nord.
Tordenskyerne trække
Henover Himlen et Dække
Aabne de glødende Læber,
Slyngende Flammen, som dræber
Talende udover Jord.
Hvor blev den lette Maage,
Som svæved over Hav?
Svandt ogsaa den i Taage,
Blev Bølgerne dens Grav?
Og blev dens Vinger knuuste,
Og standsede dens Flugt,
Da Stormene de bruuste,
Og Himlens Lys var slukt?
Jesus var i Skibet, han, den Herlige
Med den høie Pande; han den Kiærlige
Med det lyse Blik og de dunkle Lokker;
Og mens Vandene høit om Skibet skumme,
Og mens Vindene huult i Seilet brumme,
Er han et Anker fast, som Intet rokker.
Rolig og dybt i Søvn paa Dækkets Planker
Hviler Jesus; men den Himmelskes Tanker
Hvile sig i Gud, hans evige Fader;
Rolig og dybt i Søvn, skiøndt Alle skiælver,
Skiøndt foroven den sorte Nat sig hvælver,
Og forneden hans Fødder Havet bader.
Thi hans Øie er lukt; hans Siæl sig svinger
Bort fra Storm og Hav paa mægtige Vinger
Til sit Ophav, Lysets evige Strømme
Herren sover — derfor tør Stormen klynge
Sig i de matte Seil, tør Skibet tynge
Dybt i Afgrunden og dets Kræfter tømme.
Bange de Tolv sig høit i Stavnen samle,
Stirre paa Søen og i Taagen de famle;
Men den slumrende Mester ei de vække.
Da over Dækket slaaer en vældig Bølge,
Brusende, dækt med Skum dens Søstre følge,
Og deres Arme op mod Herren de række.
Vildere giennem Natten Stormen hviner;
Da, med Dødens Angest i blege Miner,
Styrte de hen og høit paa Jesus de kalde.
Og han vaagner, seer med de milde Blikke
Paa de Tolv, som Kraft af hans Øie drikke,
Mens med Bøn om Hielp for hans Fod de falde.
Mildt han dadler Hierternes ringe Styrke,
Dadler den svage Tro og Siælenes Mørke,
At hos ham de frygtede Storm og Bølge;
Og sin Haand ud over Havet han strækker;
Flux de flyhøie Vande ned sig lægger,
Og hans Bud de flygtige Vinde følge.
Elementernes vilde Kamp er standset,
Atter det sølvblaa Hav er med Skiønhed krandset:
Aandens Reenhed kan Naturen beseire.
Imod Himlen Jesus sit Øie vender,
Af dets Straale Solen sin Flamme tænder,
Mens om Biergets Tind sig Skyerne leire.
Og over Havet svæver
Igien den lette Baad,
Mens Aftensolen bæver
Langsad dens Side vaad.
Den hæver sig og dukker
Igien bag Bølgen ned,
Og Bølgen atter lukker
Sig bag dens lette Fied.