Hvad hielper det, din Kind er rød,
Og smilende din Mund?
Hvad hielper det, din Røst er sød,
Som Fuglesang i Lund?
Hvad hielper det, du er saa smuk,
Saa ung og glad og ynderig,
Naar jeg maa sige med et Suk,
At du er død for mig?
O, var du død, var Øiet sæukt
Og Tavshed al din Røst,
Var dine hvide Hænder smukt
Korslagte paa dit Bryst!
Laae du bag Gravens Taarepiil,
Forladt, en visnet Rose liig —
Jeg vilde sige med et Smiil:
Hun er ei død for mig.
Thi var du død, da var din Grav
Det Sted, hvor til min Trøst
Fiernt over Mindets Taarehav
Jeg øined Himlens Kyst;
Da var mit Liv en Længsel kun,
Da hørte jeg med Fryd engang,
Selv giennem Dødens blege Mund,
Din Stemmes fierne Klang.
Men ak, nu er din Læbe rød
Og smilende din Mund,
Dit Øie klart, din Røst saa sød,
Som Fuglesang i Lund.
Hvad hielper det, du er saa smuk,
Saa ung og glad og ynderig,
Naar jeg maa sige med et Suk,
At du er død for mig?