Femtende Sang
Misundelige. Vredagtige.
Misundelige. Vredagtige.
Saameget, som fra Daggry synligt bliver
Der uafbrudt sin Leg, som Barnet, driver:
Saameget saaes der nu igien at være
Men Midnat her paa Jorden, hvor vi ere.
Alt havde vi omkredset Biergets Side,
Og vandred nu, ret imod Nedgang vendte,
Saa ind i Øiet Straalerne os glide.
Da jeg fornam, at denne Glands mig brændte
Langt mere tungt, end før, paa Pandens Bue,
Forbauset over Ting, jeg ikke kiendte,
Løfted jeg Hænderne, for ret at skue,
Til Brynets Rand, saa jeg en Skierm mig danned
Mod Glandsen af den altfor stærke Lue.
Som Straaler fra et Speil, Vand eller Andet
I modsat Retning kaste sig tilbage,
Paa samme Viis, som de sank ned i Vandet,
Naar man i lige Høide vil dem maale,
Som Konst og Selvsyn lægger grant fordage:
Saaledes var det, som en Gienskinsstraale
Forfra mig traf; snelt flygted mine Blikke
For Skæret, som de ikke kunde taale.
Hvad er det, Fader! som jeg Øiet ikke
Har kunnet skierme for, Alt hvad jeg giorde?
Herhen mod os det synes sig at skikke.
"Lad det ei undre dig", tog han tilorde,
"At Himlens Folk endnu dit Øie blende;
Det Englen er, som kalder op fra Jorde.
Ret snart vil Syn af slige Ting, som denne,
Ei volde dig Besvær, men idel Glæde,
Saavidt Naturen skienked dig at kiende."
Vi naaede til den hellige Engels Sæde;
Da sagde han med venlig Røst: "Her finder
"I Trappen mindre steil, herind I træde!"
Og som vi opad gik, mod Biergets Tinder,
De Barmhiertige!" — "Fryd dig, du, som vinder!"
Alene nu med Mesteren, den kiære,
Jeg steg, og tænkte paa, som bedst jeg evned,
At drage Fordeel af hans Ord og Lære.
Og saadan spurgte jeg, mens op vi stævned:
Hvad vilde Aanden fra Romagna melde,
Og han: "Hvor tungt han her sin Last maa gielde,
Det føler han, og dadler den med Foie,
At man for dens Skyld mindre Graad skal fælde.
Fordi sig Eders Længsler derhen bøie,
Hvor fælles Fryd er halv kun, derfor tvinger
Avind af Blæsebælgen Suk saa høie.
Men dreied Eders Længsel sine Vinger
Opad, af Kiærlighed til Himlens Rige,
Da var ei denne Frygt, der Hiertet stinger.
Fordi, jo Fleer der hisset er, som sige:
Desmere Kiærlighedens Flammer stige."
Og jeg: Endnu jeg hungrer, som jeg pleier,
Ja næsten meer, end medens jeg taug stille,
Og flere Tvivl jeg i min Tanke veier.
Hvor kan et Gode, der blandt Fleer maa skille
Sig, giøre rigere de mange Giester,
End om man det blandt Færre dele vilde?
"Kun paa det Jordiske du Tanken fæster,
Og derfor Mulm af Sandheds Lys du vinder";
Saaledes tog tilorde nu min Mester.
Mod Kiærligheden snelt og hen sig giver,
Som Straalen ind i klare Legemer skinner;
Det skienker Meest, hvor der er Meest af Iver,
Saa at, jo videre Kiærligheden brænder,
Des rigere den evige Fylde bliver.
Og alt som Folket hist sig opad vender,
Voxer det Gode, Kiærlighed med dette,
Og som et Speil een Siæl den anden tænder.
Men dersom mit Beviis dig ei kan mætte,
Skal Beatrice snarligen dit Hierte
For dette, som hvert andet Ønske lette.
Stræb kun at faae udbrændt ved Angers Kierte,
Der ene kunne lukkes ved at smerte."
Just som jeg vilde sige til min Lærer:
Du har mig nøiet, saa jeg mæt er blevet,
Mit Blik nyfigent Talens Traad afskærer.
Hen af et Syn, og tyktes, at jeg skued
Et Tempel fuldt af Folk, som der staaer skrevet.
Og sagde mildt med Moderrøst: "Hvor kunde
"Du giøre det, o Søn! der ei os hued?
"Med Smerte har vi søgt, til vi dig funde,
"Jeg og din Fader." Og da hun taug stille;
De Syner, som jeg skued først, forsvunde.
Fra hendes Kind de Vande, Sorg udtvinger,
Naar den i mægtig Vrede har sin Kilde.
"Hvis du er Herre", hendes Stemme klinger,
"Og hvorfra Videnskabens Lys udspringer:
"Da straf, Pisistratus! hiin Arm dernede,
"Som favned frækt vor Datter!" Men i Tømme
Holdt Herskeren sit Aasyn; uden Vrede
Han svared mildt sin Viv, hvis Taarer strømme:
"Hvad giør vi da ved Dem, der fiendsk os true,
"Naar Den, som elsker os, vi selv fordømme?"
Et andet Syn fik jeg dernæst at skue,
"Piin, piin ham!" skreg de, tændt af Vredens Lue.
Jeg saae ham bøie Hovedet mod Jorde,
Liig En, der bliver tynget ned af Døden;
Men Øiet han til Port for Himlen giorde,
Og bad den høie Hersker midt i Nøden,
Med disse Blikke, der til Medynk drage,
Om at forlade hans Forfølgere Brøden.
Saasnart min Siæl igien var vendt tilbage
Til det, der udenfor den laae, det Sande,
Kom Skuffelsen, som ei var falsk, fordage.
Min Fører sagde, da paa Klippens Rande
Jeg søgte som af Søvn mig løs at vinde:
"Hvad feiler dig, at du ei fast kan stande?
En halv Miil har du gaaet som iblinde,
Med sløvet Øie, ravende paa Fode,
Liig Den, hvem Søvn og Vinens Dunster binde."
Jeg sagde: Vil du høre mig, du Gode!
Skal jeg det Syn fortælle, mens vi vanke,
Jeg saae, da før mig mine Been forlode?
"Om du saa hundred Masker vilde sanke
Foran dit Aasyn", lød min Fører Stemme,
"Skued jeg dog din allermindste Tanke.
Du saae hiint Syn, paa det du ei skal glemme
At lukke Hiertet op for Fredens Vover,
Der strømme fra den evige Kildes Giemme.
Jeg spurgte ikke, hvad der gik dig over,
Liig dem, der med det Øie kun betragte,
Som ikke seer, naar Legemet livløst sover.
Jeg spurgte dig, for at faae Kræfter lagte
I dine Fødder; saa sporer man de Træge,
Der ikke bruge sig, naar de er vakte."
Men videre ved Kveld vi os bevæge,
Og skue frem, saalangt som Øiet rækker,
Hen, hvor de sidste Aftenstraaler lege.
Og see! lidt efter lidt en Røg sig trækker,
Som Natten sort, langshenad Biergets Høie,
Saa intet Sted tilsidst os mod den dækker;
Den røver Luftens Reenhed og vort Øie.