Fiortende Sang
Misundelige.
Misundelige.
Hvo er den Mand, der gaaer om Biergets Høie
"Før Døden gav ham Vinger til at fare,
"Og frit kan lukke op og i sit Øie?"
"Jeg veed det ei, men veed, at To de vare;
"Spørg du derom, du stander nærmest Manden,
"Og hils ham mildt, saa han faaer Lyst at svare."
Saalunde raadslog, bøiet mod hinanden,
To Skygger om mig der, ved høire Side,
Og for at tale, løftede de Panden.
Den ene sagde: "Aand, du som før Tide,
"I Legemet fængslet end, mod Himlen føres!
"O, giv os kiærlig Trøst, og lad os vide
"Dit Land og Navn, hvis du af Medynk røres.
"I slig Forundring os din Naade sætter,
"Som Ting, der ellers ingensinde høres."
Og jeg: Der strømmer i Toskanas Sletter
Og hundred Migliers Løb den ikke mætter.
Fra den jeg dette Legem med mig bringer;
At nævne mig, var Tiden at forhale,
Mit Navn endnu kun lidt i Verden klinger.
Da svared Han, som først paa Fieldets Svale
Sin Stemme hæved: "Hvis min Tanke følger
"Din Mening ret, vil du om Arno tale."
"Hvi skiuler Navnet han paa Flodens Bølger,"
Saa tog den anden Skygge nu tilorde,
"Retsom naar noget Frygteligt man dølger?"
Og Han, hvem Aanden dette Spørgsmaal giorde,
Sig løste saa: "Jeg veed det ei, men glæde
"Skulde det mig, forsvandt dens Navn af Jorde.
"Thi fra dens Udspring (hvor den høie Kiæde,
"At sielden den er rigere paa Væde)
"Indtil hvor Strømmen ud i Havet ganger,
"Til Giengiæld for det Vand, som Himlen tager,
"Og hver en Flod igien fraoven fanger:
"Man Dyden som en Slange fiendsk forjager —
"Hvad om det nu er Stedets Vanheldsgave,
"Hvad heller daarlig Sæd det saadan mager.
"Og Jammerdalens Folk har deres brave
"Natur og Væsen skiftet om tilfulde,
"Med Olden, end med Kost, som Mennesket føder,
"Seer man den først sin fattige Bølge rulle.
"Vel bidske, men ei kraftige tillige,
"Og haanlig den sin Snude fra dem støder.
"Den løber frem, og som dens Bølger stige,
"Alt meer og meer Ulykkesfloden finder,
"Derpaa den giennem dybere Kløfter rinder,
"At ei de frygte nogen Overvinder.
"Og det vil baade ham, i Hu at kalde
"Sig, hvad den sanddrue Aand mig aabenbarer.
"Fiendsk over Ulvene i blodigt Møde,
"Og skræmme fra den vilde Flod dem alle.
"Han sælger deres Kiød, før de er døde,
"Og slaaer ihiel dem, som et gammelt Hoved;
"Sit Ry og Manges Liv han lægger øde.
"Og blodig af den Gierning, han har øvet,
"At den i tusind Aar ei skyder Løvet."
Som ved Forkyndelsen af Fremtids Skade,
Fra hvilken Kant Ulykken end skal komme,
Aasynet brat forvirres paa den Glade:
Saadan jeg saae hiin anden Aand deromme,
Der stod og lyttede, forvirret vorde,
Dengang han hørte Talens strenge Domme.
Den Enes Ord, den Andens Aasyn giorde
Mig lysten efter Navnene at høre,
Og bønlig spørgende tog jeg tilorde.
Den Aand, hvis Røst før naaede til mit Øre,
Begyndte da: "Du vil mig her forbinde
"Til det, du selv ei imod mig vil giøre.
"Men da Gud vil, at giennem dig skal skinne
"Hans Naade klart, saa skee det, som dig hued:
"Viid, Guido Duca sidder her iblinde.
"Slig Avindsyge mig i Blodet lued,
"Saatidt en Anden lykkelig jeg skued;
"Og dette Straa jeg af min Udsæd vinder.
"O Menneskeslægt! hvi søger Hiertets Glæder
"Du der, hvor dig en Broder er til Hinder?
"For Huset Calboli, hvor ingen Anden
"Som Arving til hans Dyder meer fremtræder.
"Og ikke blot hans Blod har tabt Forstanden
"Paa Livets Lyst og Sandhed; men derhiemme,
"Hvert Sted i Landet er saa fuldt af slemme,
"Giftige Skud, at vanskeligt og silde
"Det lykkes vil, ved Dyrkning dem at tæmme.
"Guido Carpigna, Traversaro henne?
"O, I Romagnas Slegfredsønner vilde!
"En Fosco til Faenza meer tilbage,
"Af ringe Frø saa ædle Planter tvende?
"Lad ei min Graad, Toskaner! og min Klage
"Og Ugolin, i de fremfarne Dage;
"Tignoso med hans ædle Venners Hære,
"Og Anastagios Huus og Traversara —
"Ak, arveløse begge Slægter ere!
"Damer og gieve Mænd, og Fryd og Fare,
"Som Ridderaand og Elskov os beredte
"Nu er til Ondskab Hierterne kun snare.
"Og mange Fleer gik bort og lod dig øde,
"For ei til Synd og Skyld at vorde ledte.
"At de vil give slige Herrer Grøde.
"Naar Diævelen først er borte; men de fange
"Dog aldrig fuldgodt Vidnesbyrd at høre.
"Dit Navn er trygt i Tiderne, de trange,
"Som kan fordunkle det ved skievt at gange.
"Men gak nu bort, Toskaner! thi snart trænger
"Jeg til at græde, meer end til at mæle;
"Hvad vi har talt, mig tungt paa Siælen hænger."
Os hørte gaae; de taug, og derfor trene
Vi rolig fremad, uden meer at dvæle.
Og da vi paa vor Gang var blevet ene,
Foer, som et Lyn igiennem Luften drevet,
En Røst imod os henad Fieldets Stene:
Og svandt, som Tordenen, med dæmpet Bulder,
Naar den med eet en Sky har sønderrevet.
Men knap fik Øret Fred bag Biergets Skulder,
Saa lød en anden Røst, retsom naar Torden
Med Skrald paa Skrald henover Himlen ruller:
Da søgte Skialden jeg med frygtsom Tanke,
Og gik tilbage lidt, ei frem paa Jorden.
Da Luften atter rolig var, den blanke,
Der skulde holde Jordens Børn i Skranke.
Men efter Madingen I Eder trænge,
Saa let den gamle Fiendes Krog Jer fanger,
Og Kald og Tøile hiælper ikke længe.
Jer kalder Himlen, der omkring Jer ganger,
Den viser Eder evige Herligheder,
Men Eders Blik kun Jordens Lyst forlanger:
Dog Han, som skuer Alt, Han tugter Eder."