Femte Sang
Maanen; fortsættelse. Om hellige Løfter. Merkur, med de Ærelystne.
Maanen; fortsættelse. Om hellige Løfter. Merkur, med de Ærelystne.
Naar i slig Glød af Kiærlighed jeg skinner,
At man paa Jord ei om dens Lige hører,
Saa jeg dit Øies Kræfter overvinder
Forundres ei; thi Saadant med sig fører
Sin Fod i det erkiendte Gode rører.
Jeg seer, hvordan hiint evige Lys alt brænder
Udi din Aand, som, naar man blot det skuer
Eengang, bestandig Kiærligheden tænder;
Selv om en jordisk Gienstand Eder huer,
Er det ei andet, end det slet forstaaede
Spor af hiint Lys, som derigiennem luer.
Om anden Gierning, spørger du, kan baade
Den, som har brudt et helligt Løftes Kiæder,
Og sikkre Siælen imod Dommens Vaade?"
Saalunde Beatrice til mig kvæder;
Og strax, liig Den, der Ord fra Ord ei skiller,
Hun fremad i sin hellige Tale træder.
Sin Skabning gav, som til hans Godhed svarer,
Og som han selv af alle høiest stiller,
Hiin Villiens Frihed er, trods Tvang og Farer,
Hvormed kun de fornuftige Væsner fødes,
Men som i alle dem sig aabenbarer.
Drag heraf Slutning nu, da vil du nødes
Til at erkiende Løftets Vægt, naar Magten
Af Guds og dit Samtykke deri mødes.
Thi naar med Gud et Menneske slutter Pagten,
Da maa den Skat, hvorom du sik at høre,
Han offre selv, og frit, ved Villiesacten.
Hvad kan man altsaa til Erstatning giøre?
Kan det, du offred, bruges end med Ære?
Vil noget Godt du med et Ran udføre?
Men da jo Kirken løser just fra dette,
Hvad der i Strid kan synes med min Lære,
Maa du en Stund dig end ved Bordet sætte;
Den haarde Føde, du har nydt, forlanger
En Efterhiælp endnu, skal den dig mætte.
Luk Sindet op, og fæst det Ord, du fanger,
Dybt i din Siæl; thi ingen Kundskab kan det
Kaldes, at have hørt, naar tabt det ganger.
To Dele maa nødvendig være blandet
Udi hiint Offers Væsen: Eet er Tingen,
Som det bestaaer af, Pagten er det Andet.
Fra denne sidste Deel befries Ingen,
Som ei opfylder den; mod Brud paa denne
Var det, mit Ord for nylig løfted Klingen.
At offre var nødvendigt til den Ende
Forandres mangengang, hvad du maa kiende.
Det Andet, hvorom før jeg tog tilorde,
Stoffet, kan være sligt, at uden Brøde
Det byttes kan med andet Stof paa Jorde.
Sin Skulders Last, hvis ikke dreiet bliver
Saavel den hvide Nøgle, som den røde.
Al Ændring daarlig er og uden Iver,
Hvis ei, som Sex til Fire, det, du yder,
Forholder sig til det, du overgiver.
Den Ting, som derfor har ved Værd og Dyder
En saadan Vægt, at den hver Skaal nedsænker,
Den kan ei gieldes, hvad du ogsaa byder.
Driv ikke Spøg med Offeret, du skienker,
O Dødelige, blindt i Løftets Lænker!
Langt før han skulde sagt: jeg har giort ilde,
End værre giort ved Daaden, han udførte;
Iphigenias Taarer ikke rørte,
Hun, der begræd sit Aasyns Huld medrette,
Og blev begrædt af Hver, som Sagnet hørte.
Driv ei for hver en Vind, som lette Fiære,
Troer ei, at hvert et Vand kan Eder tvætte!
I har den nye og den gamle Lære,
Og Kirkens Hyrde selv har I til Leder:
Lad det til Eders Frelse nok Jer være!
Vær Mænd og ikke taabelige Geder,
Naar Lystens onde Lokkestemme klinger,
At ikke Jøden selv skal lee ad Eder!
Giør ei som Kiddet, der enfoldigt springer
Bort fra sin Moders Melk, og i sin Iver
Og kaade Lystighed sig Skade bringer!"
Saa mæled Beatrice, som jeg skriver;
Derpaa hun længselsfuld sit Øie hæved
Det, at hun taug og skifted Aasyn, kræved
Taushed af mig, skiøndt Spørgsmaal, nye, store,
Alt for min videlystne Tanke svæved.
Og som en Piil kan Maalet giennembore,
Før Strængen stille staaer, var vi alt inde
Saa frydefuld blev her min Herskerinde,
Da ind i denne Himmels Lys hun iled,
At Stiernen selv fik mere Glands af hende;
Og naar selv den forandret blev og smiled,
Hvad maatte jeg da blive, som er dannet
Langt meer omskiftelig, og aldrig hviled.
Som i en Dam, hvor klart og blankt er Vandet,
Smaafiskene forsamle sig og spøge,
Naar Noget kastes ud til dem fra Landet:
Saalunde saae vel tusind Lys jeg søge
Hen mod os, og det lød fra tusind Munde:
Man see, hvor giennemtrængt af Fryd de vare,
Paa de Lysstraaler, som fra hver udrunde.
Hvis det, jeg har begyndt at aabenbare,
Nu slutted her, tænk, Læser! hvor du skulde
Da ønske piinligt, Mere at erfare;
Og af dig selv vil du forstaae tilfulde,
At Længsel efter deres Kaar at vide
Betog mig stærkt, saasnart jeg saae de Hulde.
„Lyksalige, hvem Naaden har før Tide
„Forundt at see den evige Seiers Throner,
„Alt inden du har ophørt med at stride!
„Har antændt os; siig derfor, hvad du lære
„Vil af vor Mund, og mæt dig med dens Toner!"
Saa lød det fra en Aand i disse Hære;
Og Beatrice: „Tal, mens Timen iler!
Tro som paa Guder, og tal trøstig, Kiære!"
Jeg seer, at i dit eget Lys du hviler,
Og hvordan dine Øine det udskikke,
Thi fra dem lyner det, hvergang du smiler.
Men ei jeg veed dit Navn og kiender ikke,
Hvi du beboer den Sphære, som paa Jorde
Saaledes til hiint Lys jeg tog tilorde,
Der havde talt til mig; og ved at høre
Min Røst, det end meer straalende sig giorde.
Som Solen stundom kan sig selv tilsløre
Ved altfor megen Glands, naar Varmen bryder
Den tætte Dunst, og Taagerne sig røre:
Saalunde sig den hellige Skabning fryder
Og skiules i sit eget Lys af Glæde;
Men indenfra den Skiultes Tale lyder
Saadan, som jeg i næste Sang skal kvæde.