Med Stav i Haand, i Morgendæmringsstunden,
En Pilgrim vandrer langsomt giennem Lunden.
Bagved ham ligger Dalens Hjem, det stille,
Der slaaer Erindrings Nattergal sin Trille.
Bagved ham, over Skovens tause Skygge,
Staaer Maanen, som en blegnet Drøm om Lykke.
Bagved ham glimte Stierner, halvudslukte,
Og minde ham om Øine, som er lukte.
Bagved ham hvisker Kilden, fiernt i Dale,
Liig Ord af Læber, som ei længer tale.
Men rundtom er det tyst, hvorhen han skrider;
I Stilhed Nattens Aand med Dagens strider.
Og samme Kamp der føres i hans Hierte,
Der strider Fremtids Haab med Fortids Smerte.
Da kommer der en Vind paa lette Vinger,
En Rosensky den høit som Fane svinger.
Den bringer Bud, at Sol har atter seiret;
Da lytter hver en Blomst og seer iveiret.
Da vaagner Lærken, Dagens Morgenklokke,
Og kalder paa de andre Fugleflokke.
Da lysner det i Hiertet og i Skoven,
Der lyde gyldne Trøstensord fraoven.
Det er den klare Sol, som høres holde
Sin Morgenbøn paa Horizontens Volde;
Og mens et Chor af Fugle synger Amen,
Forsvinder Natten, Taagen synker sammen.
Men Pillegrimmen staaer, hvor Skoven ender,
Han skuer fremad og sit Maal han kiender.
Langtborte hæve sig de høie Taarne,
Hvis Klokketoner blive mod ham baarne.
De gyldne Spiir i Morgensolen straale,
Der skal han hen, hvad han saa end maa taale.
Den svundne Tid tilhører Dæmringstimen,
Hans Fremtid kalder ham i Klokkens Kimen;
Og klart han skuer Veien, han skal træde,
Den føre nu til Sorrig eller Glæde.