Attende Sang
Mars; Fortsættelse. Troeshelte. Jupiter, med de retvise Fyrster. Himmelørnen.
Mars; Fortsættelse. Troeshelte. Jupiter, med de retvise Fyrster. Himmelørnen.
Alt nød alene sine Tankers Føde
Hiin salige Aand, mens jeg paa mine smagte,
Og med det Bittre dæmpede det Søde.
Da sagde hun, som hen til Gud mig bragte:
„Din Tanke skift! tænk, jeg er nær den Høie,
Der mildner Urets Last for de Forsagte."
De kiærlige Toner fik mig til at bøie
Mig mod min Trøst, men jeg kan her ei male
Den Kiærlighed, jeg saae i hendes Øie;
Ei blot for jeg mistvivler om min Tale,
Men fordi Tanken ei saa dybt kan stige
Saameget kan om denne Stund jeg sige,
At mens jeg saae, var al min Længsel stillet,
Og jeg fornam al anden Attraa vige.
Mens Evighedens Fryd, hvis Straaler spilled
Paa Beatrices fagre Træk, fra hendes
Aasyn mig salig giorde med sit Billed,
Traf mig et Lynsmiil, og min Herskerindes
Røst jeg fornam: „Vend dig og lyt, thi ikke
Blot i mit Øie Paradiset findes!"
Som stundom her en Følelse kan ligge,
Naar den har Magt til Siælen heelt at ramme,
Udtrykt i vore Ansigtstræk og Blikke:
Saa skued jeg i Lysets hellige Flamme,
Da did jeg havde vendt mig, Aandens glade
Lyst til at tale meer; og i det samme
Begyndte den: „Paa dette femte Stade
„Og altid bærer Frugt og friske Blade,
„Før de drog hid, sig vandt paa Jordens Tue,
„At det begeistre kan hver Sanggudinde.
„Thi skal du ind i Korsets Arme skue;
„Den, som jeg kalder paa, vil aabenbare
„Sig der, som i sin Sky den snelle Lue."
Jeg saae et Lys igiennem Korset fare
I samme Stund, som han lod Josva klinge,
Saa Lyd og Syn for mig ei skilte vare.
Et andet saae jeg kredsende sig svinge,
Da Maccabæus nævnet blev, den høie,
Og Fryd var Svøben, som gav Toppen Vinge.
Ved Keiser Carls og Rolands Navn mit Øie
Jeg lod opmærksomt med to Lys sig hæve,
Som Blikket følger Falkens Flugt med Møie.
Mit Syn til giennem Korset hen at svæve.
Tilsidst forsvandt blandt Lysene i Stimlen
Hvor høit han stod blandt Sangerne i Himlen.
Jeg lod mit Blik mod Høire da sig vende,
Og saae paa Beatrice, for at lære
Min Pligt ved Ord nu eller Tegn af hende;
Og hendes Øine skued jeg saa skære,
Frydstraalende, at langt de overginge
Hvad nys de var og ellers pleied være.
Og som en Mand, hvis gode Værker bringe
Ham daglig større Fryd, derved opdager,
Hvordan hans Dyd gaaer frem, der først var ringe:
Saa mærker jeg, mens Himlen rundt mig drager,
At meer og meer i Omfang Kredsen vinder,
Idet jeg seer, hun bliver mere fager.
Og en Forandring, som paa Møens Kinder,
Der efter kort Tid atter vorde hvide,
Naar Skammens Last fra hendes Aasyn svinder,
Traf nu mit Blik, da mod det dæmpetblide
Som optog mig ved Beatrices Side.
Jeg skued al den Kiærlighed, der brændte
For Øiet Ord af Sproget, som jeg kiendte;
Og som naar Fugle, flagrende fra Strande,
Retsom med glade Hilsner snart forbinde
Sig rækkeviis og snart i Kreds sig blande,
Saa fløi med Sang der hellige Væsner inde
I disse Lys, forened sig og lode
Nu D, nu I, nu L for Øiet skinne.
Til egen Sang de først i Takt sig snoede,
Saa danned de et Tegn af deres Kiæder,
Og taug en liden Stund og stille stode.
Og evigt Liv til Aanderne kan give,
Og giennem dem til Riger og til Stæder!
Oplys du mig, og lær mig at beskrive
Hver Form saa klart, som hist jeg den annammed,
Og lad din Kraft de korte Vers oplive!
Fem Gange syv Selvlyd og Medlyd flammed
Foran mig, og jeg mærked mig af denne
Indskrift hver Deel, altsom den Synet rammed.
Ord, som begyndte Skriften, dermed stemmed
Qui judicatis terram, som dens Ende.
Derefter blev de staaende ved M’et
I femte Ord, saa Jovis hvide Stierne
Saae ud som Sølv med gyldne Striber bræmmet.
Og andre Lys neddaled snelt og gierne
Til M’ets Top, og sang, mens der de brændte,
Som naar man ryster Fakler, der er tændte,
Og seer utallige Gnister af dem springe,
Fra hvilke Daarerne sig Varsel hente:
Saae jeg derpaa vel tusind Lys at svinge
Sig op igien, eet meer, et andet mindre,
Som Solen, der har tændt dem, gav dem Vinge.
Og da de standsed og i Stiernens Indre
Lod Flammen klar og tydelig sig sprede,
Men selv han leder Alt, og fra ham rinde
De Kræfter, som er Form i Fuglens Rede.
Den anden Salighed, som først derinde
Om M’et fletted sig som Liliegrene,
Saae jeg nu snelt med Præget sig forbinde.
O hulde Stierne, hvilke Ædelstene
Sit Ophav fra din Himmels Hvalv alene!
Kraft og Bevægelse, at agte, hveden
Den Røg udvælder, der din Glands bortjager,
For anden Gang at ramme da med Vreden
Alt Kiøb og Salg i Templet, der med Møie
Blev bygt af Tegn og Martyrblod herneden.
O Himlens Hær, som stander for mit Øie!
Bed du for dem, der hist paa Jorderingen
Vildfarne fra den rette Vei sig bøie!
I fordums Tid man førte Krig med Klingen,
Men nu ved her og der fra Folk at rive
•Det Brød, den gode Fader negter Ingen.
Viid, Paul og Peder døde vel for denne
Viingaard, du plyndrer, men er dog ilive!
For ham, der kaared Eneboerstanden
Og for en Dands fandt Martyrdødens Ende;
For ham jeg glemte Paul og Fiskermanden.