Dit Purpurbæger, Tornerose! skinner
Og stirrer paa mig som et dunkelt Øie;
Jeg vover Haanden over dig at bøie —
Men, Blomst! du stikker mig, er vi da Fjender?
Jeg vil kun klappe dine røde Kinder
Og ved din søde Vellugt mig fornøie;
Det maa jeg nok, ei sandt? du vil mig føie?
Du Medynk har — see blot, hvor Blodet rinder.
Saa rolig smilende du paa mig skuer,
At snart jeg glemmer Tornen, som mig truer,
Og med en dristig Haand din Stilk jeg fatter.
Af Længsel og af Lyst mit Hjerte brænder;
Kom, Tornerose! lad os være Venner —
Ak, slemme Blomst, der stak du mig jo atter!