Paa Bjergets Skrænt, hvor Aftensolen skinner
Med rødlig Glands paa Fyrreskovens Tinder,
Hvor Fuglens Flugt knap følges kan med Øiet,
En Kvinde sidder, over Dalen bøiet.
Hun stirrer taus mod Vest, hvor Elven glider
I store Bølger over Stenens Sider,
Hvor Dalen lukker sig og Granskov skjuler
Den trange Vei imellem Klippens Huler.
Hun stryger Haaret bort fra Pandens Rynke
Og lader Hovedet i Haanden synke;
Og bøiet over Dalen ud, hun flytter
Ei Haand, ei Fod, men sidder taus og lytter.
Er det til Droslens Sang i Skovens Kroner
Hun lytte vil, til Aftenvindens Toner?
Er det til Bølgens Rislen dybt i Elven,
Er det til Birkeløvets sagte Skjælven?
Er det til Klokkens Lyd paa Sæterstien,
Er det til Lurens fjerne Klang fra Lien?
Med haarde Træk, foruden Smiil og Taarer,
Som var hun hugget ud af Stenens Aarer,
Med sænket Nakke, Haand til Kinden føiet,
Hun sidder taus udover Dalen bøiet.
Men hør! langtborte, hvor sig Elven krummer,
Det lyder nu som Krigsmusik og Trommer.
Først svagt, saa stærkere; nu fører Vinden
Den fjerne Tummel op til Klippetinden.
Og see! hun reiser sig, den gamle Kvinde,
Og løfter Armen, som hun vilde binde
Med Tryllekvad de fjerne Vaabenskarer,
Mens Lyn paa Lyn fra hendes Øie farer.
Hvad er det for en Magt, som kan bortjage
Den tunge Alderdom fra hendes Dage,
Og lægge Hævnlyst i et Bryst, hvis Pile
Forlængst er brudt, hvis Sind er bragt til Hvile
Een Kraft der er, som kun formaaer at slukkes
Naar Hjertet brister og naar Øiet lukkes;
Som drikker Liv af hver en lys Erindring,
Og bryder seirende hver jordisk Hindring;
En mandig Kraft, og dog med Ømhed blandet,
Dens Navn er Kjærlighed til Fødelandet.
Hør, klare Toner gjennem Luften klinge!
Sin Afsked vil den gamle Guri bringe
Til Norges Fjeld og til de grønne Dale,
Vil sidste Gang med Fødelandet tale.
Hun griber Luren, sætter den for Munden,
Og blæser sit Farvel i Afskedsstunden.
Først lyder sagte det, som Tonen svinder
Og kommer atter; det er Ungdomsminder.
Det er den fjerne Barndoms Fryd og Kummer,
Som atter vaagner af sin lange Slummer.
Det er en Gjenlyd af de gamle Sange,
Der lød blandt Pigerne paa Sætrens Vange.
Det er Erindring om den første Tanke,
Der bringer Kvindens Hjerte til at banke;
En Melodi saa sød, som Droslens Klage,
Et Suk, som ønsker, hvad der svandt, tilbage.
Men Tonen svulmer fuldere, som Sjælen,
Naar den ei bindes meer af bange Dvælen,
Naar Livets Middagssol med gyldne Arme
Har givet Villien Kraft og modig Varme.
Det er Erindring om hvad hun har kæmpet
I Livets Strid, før hendes Kraft blev dæmpet;
Om Savn og Lyst, om Arbeid og om Hvile,
Om Glædens Solglands og om Sorgens Pile.
Det er en Lyd, som Elvens, naar den ruller
Sig susende udover Klippens Skulder;
Det er en Lyd, som Vindens, naar den farer
Nedover Skov og Klippehulen svarer.
Da sagtner Lurens Klang og Tonen daler,
Thi Guri sine sidste Dage maler.
Og Lyden hendøer i en sagte Klingen,
Liig den, naar Dødens Engel løfter Vingen;
Naar Tonerne fra Paradisets Have
I sagte Gjenlyd naae til vore Grave.
Nu standser Guri Lurens klingre Tale,
Nu har hun sagt Farvel til Fjeld og Dale.
Og Fjeldets dybe Røst har svaret atter
Med Gjenlyd sidste Gang sin kjække Datter.
Fra Kløftens Dyb har Echos Stemme runget,
For Norges Fjender er en Dødssang sunget.
Hist komme de, nu staaer dem Dalen aaben;
I Aftensolen blinke deres Vaaben.
Og op fra Kløften, hvor sig Elven krummer,
Gaaer Lyd af Skottens Krigsmusik og Trommer.
Og see! hun opreist staaer, den gamle Kvinde,
Og løfter Armen, som hun vilde binde
Med Tryllekvad de fjerne Vaabenskarer,
Mens Lyn paa Lyn fra hendes Øie farer.
Udover Dalen rækker hun sin Haand
Og taler med en dybt bevæget Aand:
»Vee dig, du raske Yngling, stærk og modig!
»Snart skal du ligge udstrakt, bleg og blodig.
»Vee dig, du Fremmede, som over Havet
»Til Norge kom — her vorder du begravet!«
Bort støder Guri Støtten med sin Skulder,
Og ned i Dalen Klippeblokken ruller.
Da skjælve som i Storm de stærke Fjelde,
Og Stene styrte knusende med Vælde.
Og Dalens Skjød og Elvens mørke Bølger
Snart som en Grav hver fjendtlig Kæmpe dølger.
Men Guri selv? Blandt Stenene hun hviler,
Og over hendes Gravsted Lougen iler.
Dog hendes Afskedskvad fra Luren klinger
Endnu i Bygden tidt paa Aftnens Vinger;
Thi hvo for Fødelandet villig døde,
Har evigt Liv i Sagnets Morgenrøde.