Kald mig kun kold, du skal ei see den Kvide,
Der som en Kniv mig stinger under Belte
Dybt i mit Hierte Længsels Bølger vælte
Med Brusen sig, de skumbedækte, hvide.
Som Floden styrter vild fra Klippens Side,
Naar Sneelaviner høit i Solen smelte,
Saadan, af Siælens fulde Skaaler hældte,
Ufødte Taarevæld herinde stride.
Men Strømmen, der i Biergets mørke Kløfter
Utæmmet, brølende, sin Stemme løfter,
Gaaer siden blomstersmykket over Vange:
Flyd da, min Sorg! du, som i Hiertets Kamre
Maa bruse høit og vaande dig og jamre,
Flyd fra min Læbe sødt, som milde Sange!