Som Barnet, der sit Øielaag har lukket,
Træt af at græde vel, men ikke trøstet,
O g hvilende sin Kind til Moderbrystet,
Er slumret ind omsider, sagte vugget:
Saa har min Elskov troet sit Hoved bukket,
Og hviler paa de Torne, den har høstet;
Udover den har Søvn sin Vinge rystet,
Og standset er dens Graad, og endt er Sukket.
Men som en Moder from, med milde Blikke,
En venlig Drøm ved Leiet staaer og smiler,
Hvor det forgrædte Barn i Slummer hviler.
O du, hvis Stemmes Klang har Magt at drage
Til vaagen Sorg min Kiærlighed tilbage,
Tal sagte, o Madonna! væk den ikke!