Tre og tyvende Sang
Fraadsere.
Fraadsere.
Som nu jeg stod og stirrede modoven
Ind i det grønne Løv, liig Den, der lader
Sit Liv gaae spildt paa Fuglejagt i Skoven,
Begyndte han, som var mig meer end Fader:
"Kom Søn! thi bedre maae vi dele Tiden,
Skal vi bestige Biergets høie Flader."
Jeg dreied snelt mit Aasyn om til Siden
Og fulgte de to vise Mænd, der førte
Samtaler, som mig Veien giorde liden.
Med eet fornam jeg Graad og synge hørte:
At i mit Hierte Fryd og Vee sig rørte.
Jeg sagde: Fader, tyd mig denne Gaade!
Hvad hører jeg? Og han: "Et Folk sig sanker,
Som naar en Pilgrim, i dybe Tanker,
Paa Veien vender sig mod Folk, der komme,
Og seer paa dem, mens videre han vanker:
Saa drog en Flok af Siæle, tause, fromme,
Bagved os frem, betragted os en Smule,
Gik saa forbi, og svandt bag Bierget omme.
Om Øiet var de Alle mørke, hule,
Bleg var Enhver af Aasyn, og saa mager,
At Skindet ei hans Knokler kunde skiule.
Ei tørret ud saa ynkelig til Randen,
End ikke dengang vildest lød hans Klager.
See her — saa tænkte jeg ved En og Anden
Det Folk, som faldt i Herrens Stad tilføie,
Huult, som en steenløs Ring, var hvert et Øie;
Da kunde her man M’et læse nøie.
Hvo skulde troe, om ei han havde vidst det,
At Duften af en Frugt og Kildevældet
Slig Attraa kunde vakt og saadan fristet?
Som jeg mig undred, hvad der her paa Fieldet
Saa svart udhungred dem, og ikke kiendte,
Hvi de saa magre var og Huden skællet:
Med eet fra Dybet af sit Hoved vendte
En Skygge stivt imod mig sine Blikke,
Og raabte høit: "O Naade, som mig hændte!"
Jeg aldrig havde gienkiendt ham, hvis ikke
Mig Stemmen havde kaldt de Træk tilbage,
Som i hans Aasyn ødelagte ligge.
Ved denne Glød antændtes atter fage.
Mit Kiendskab til hans Miner, og omsider
"Ak!" bad han, "see ei paa det Skab, som svider
"Min tørre Hud og bleger den, ei heller
"Paa denne Kiødløshed, hvoraf jeg lider.
"Tal om dig selv, og siig, hvo er de Fæller,
"Der paa din Gang dig have ledt og pleiet?
"Tøv ikke, før du Alting mig fortæller!"
Dit Ansigt jeg begræd paa Dødningleiet,
Men ikke mindre giør det mig bedrøvet,
Giensvared jeg, at see det her fordreiet.
I Himlens Navn, hvad river af Jer Løvet?
Kræv ei, at mens jeg undrer mig, jeg taler
Hvem anden Hu har fyldt, er Talen røvet.
Og han: "I dette Vand og Træ neddaler
"En Evighedens Kraft, hvis Virkning tung er;
"Den tærer mig og volder mine Kvaler.
"Alt dette Folk, som her med Taarer siunger,
"Hengav sig uden Maal til Ganens Glæde,
"Og helliges paany ved Tørst og Hunger.
"Der vækkes Trang hos os til Drik og Æde
"Ved Frugtens Duft og Bølgerne, som glide
"Fra Klippen ned og Træets Løvværk væde.
"Og ei blot een Gang, medens rundt vi skride,
"Fornyer denne Kvide sig og Trængsel —
"Jeg skulde sige Fryd og ikke Kvide;
"Der Christus til hans Eli-Raab besiæled,
"Da med sit Blod han fried os af Fængsel."
Knap fem Aar er det siden, jeg gienmæled,
At for et bedre Liv bag Dødens Vover
Du bytted om den Verden, hvor du dvæled.
Forinden du den gode Sorg og Møde
Fornam, der os paany med Gud trolover:
Hvor kom du hid saa hurtigt, da du døde?
Jeg vented end at finde dig forneden,
Der, hvor man Tid med Tid igien maa bøde.
Og han: "At jeg saasnart fra jeg gik heden
"Piinslernes søde Malurt fik at smage,
"Ved sine fromme Bønner og sin Klage
"Hæved hun mig fra Kysten hist og Stimlen,
"Der venter, saa jeg slap for rundt at drage.
"Saameget mere kiær har Gud i Himlen
"Min Enkelil, der laae mig smt i Sinde,
"Som hun i Dyd staaer ene mellem Vrimlen.
"Thi sandelig, meer kydsk er hver en Kvinde
"End i det andet, hvor jeg levned hende.
"O hulde Broder! hvad skal jeg fortælle?
"Alt for mit Øie der en Fremtid truer,
"Som ikke tale skal om vor Tids Ælde,
"Da man de ublue florentinske Fruer
"Fra selve Prækestolene formener
"At blotte Brystet, saa man Vorten skuer.
"Hvilke Barbarer eller Saracener
"Behøve vel, for deres Krop at dække,
"At geistlig Tugt med verdslig sig forener?
"Men vidste hine Skamforladte, Frække,
"Hvad Himlen giemmer til dem, da oplukked
"Sig Munden alt til Hylen paa de Kiekke.
"Thi hvis mit Fremsyn ikke her er slukket,
"Paa Kinden af det Barn, som nu bli’er vugget.
"Ak Broder, skiul ei Noget for mig længer!
"Ei ene jeg, vi Alle see paa Jorde
"Forbausede, hvor du for Solen stænger."
Ifald du husker paa, tog jeg tilorde,
Vil Mindet vistnok endnu tungt dig vorde.
Han, som gaaer foran hist, har mig udrevet
Forgangen Dag af dette Levnets Bølger,
Da Solens Søster netop fuld var blevet.
Igiennem Dybet af den Nat, som dølger
De sande Døde, førte mig den Gieve,
Med dette sande Kiød, som her ham følger.
Kun ved hans Bistand mægted jeg at hæve
Mig op og at bestige denne Klippe,
Som retter Jer, hvem Verden giorde skieve.
Før, loved han, skal ei hans Hiælp mig glippe,
End der, hvor Beatrice paa mig venter;
Der bør det sig, at vi hinanden slippe.
Virgil er han, som mig til Fører sendt er;
Hiin Skygge, som du med os seer opstige,
Er Den, for hvem det skialv i alle Skranter,
Da nys han adskilt blev fra Eders Rige.