Længe vented jeg paa Foraarsstunden,
Alle Træer spurgte jeg i Lunden,
Men de rysted deres hvide Haar;
Spurgte Kilden, men dens Mund var lukket,
Spurgte Vinterstormen, men den sukked:
Ak, det bliver aldrig, aldrig Vaar.
See, da kom den, mens jeg laa i Drømme!
Som et mægtigt Hav med gyldne Strømme
Brød den klingende af Himlen ud.
Vinterskyen blev til Morgenrøde,
Blomster fyldte Markerne, de øde,
Hvert et Træ i Lundene stod Brud.
Ogsaa mit stod fuldt af grønne Blade,
Fugle kviddred under Løvet glade,
Grenen vugged i den lune Vind.
Mens jeg sov, kom sød, livsalig Vaaren,
Da jeg vaagned op, var Længselstaaren
Allerede tørret af min Kind.
Lad nu Vintren iisne Lund og Vove,
Aldrig naaer den mine stille Skove,
Thi mit Træ det er min Kjærlighed.
Og min Vaar kan ikke meer forsvinde,
Thi den kom med dig, min Elskerinde!
Du var Foraarsenglen til min Fred.