Veed du, hvorfor dit Billed speiler
Sig i min Siæl saa reent og lyst,
Som i det blanke Hav en Seiler,
Som i en Indsø Landets Kyst?
Veed du, hvorfor din Røst gienklinger
Saa sødt og hiemligt i mit Sind,
Som Landsbyklokken, naar den ringer
En stille Sommeraften ind?
For vi blev født til Sorg og Gammen,
Til denne Verdens Liv og Død,
Vi leget har som Engle sammen
I Paradisets gyldne Skiød;
Hvor Salighedens Frugter hænge
Sødtstraalende paa Livets Træ,
Der har vi levet sammen længe,
Og boet i Morgenskyens Læ.
Hvor Evighedens Bølger slynge
Sig i en Kreds om Herrens Stol, —
Hvor Stiernerne hans Lovsang synge,
Klartskinnende fra Pol til Pol;
Paa hine lyse Himmelkyster,
Fristed for hver en salig Aand,
Der har, som Broder og som Søster,
Vi vandret sammen Haand i Haand.
Tidt, naar din Stemme sagtest lyder,
Just som den fierne Klokkeklang,
Frem i min Siæl et Minde bryder
Om Paradisets Englesang;
Og naar af Veemod mildt forklaret
Jeg seer dit Øies Taareglands,
Er det, som blev der aabenbaret
Mig Glimt af svundne Stierners Krands.
Da svæver paa min Mund en Tale
Om hine Dages tabte Lyst,
Om Paradisets gyldne Dale,
Om Evighedens Sølverkyst.
Jeg troer, hvis blot jeg kunde finde
Et Ord for hvad jeg dunkelt veed,
Da kunde jeg igien mig vinde
En Himmel i din Kiærlighed.
Jeg troer, hvis blot jeg kunde give
Hvad dybt jeg føler, Navn og Lyd,
Da vilde du, Madonna! blive
Erindret om vor svundne Fryd;
Da vilde du, med milde Blikke,
Din Favn tilsidst mig aabne dog —
Ak, jeg maa tie, kan det ikke,
Thi jeg har glemt vor Barndoms Sprog.