Fra Skyens lysblaa Telt, hvor Solen luer,
Fra Havets endeløse Bølgehaller,
Fra Biergets Slot med straalende Krystaller,
Fra Lundens dunkelgrønne, svale Buer,
Guds Faderøie dybt i Siælen skuer,
Liig Glimt af Lys, der ind i Mørket falder;
Paa Hver, som farer vild, hans Stemme kalder
Snart lyder den som Bøn og snart den truer.
Een kalder han med Røst, som Bladet suser,
Som Kilden risler og som Fugle siunge:
Een kalder han med Tordenskyens Tunge,
Med Havets Brøl, naar vildest Brænding bruser;
Mig kaldte han en Sommeraften silde
Med Lyden af din Røst, den klare, milde.