Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Jeg seer en Aand høit over Tiden stande,

        Paa Fortids Grundsteen har han fæstet Foden,

        Og op i Fremtids Skytag naaer hans Pande.

Han veier Slægtens Daad, naar den er moden,

        Han veed den Brøst, som Herskerstammen dølger,

        Ham blender Kronen ei, han kjender Roden.

Tilbunds han seer i Folkehavets Bølger,

        Og gjennem Døgnets Vandfaldskum og Larmen

        Hans Øie roligt Hjertestrømmen følger.

Han river Purpurpjalterne fra Barmen,

        Han dømmer Brystets Guld, ei Stjernens Straaler,

        Han veier Spiret ei, men prøver Armen.

Kald ham Guds Aand, Bedrifterne han maaler,

        Og Herren har betroet ham Gjengjeldssværdet

        Og laant ham forud Vægtens store Skaaler.

Kald ham Erindrings Aand, han bygger Gjerdet

        Om Graven. som de store Navne huser,

        Og rister Tegn, mod Storm og Veirslag hærdet.

Men kald ham ogsaa Glemsels Aand, han knuser

        Formastelsen og styrter den i Havet,

        En Boble stiger — fremad Bølgen bruser.

Kald ham din Aand, du Folk, som nys begraved

        Med bitter Sorg et ædelt Fortidsminde,

        Og saae din Skjændsel bleg, men end ei avet!

Kald ham din Aand; thi hvad der dybest inde

        Af Sorg og Harm har rørt sig i dit Hjerte,

        Det har han tordnet ud for alle Vinde.

Haard er hans Røst og volder Øret Smerte;

        Det maa saa være — Aandens Ord er Flammer

        Og ulmer ikke som en døsig Kjerte.

De lave Hytter ei hans Vrede rammer;

        Men naar han slaaer, da er det Magtens Tempel,

        Der synker under Vægten af hans Hammer.

Hans Slag er Ærens eller Skammens Stempel,

        Det er ei nogen Leg af Barnehænder,

        Men Dommens Tegn, der præges til Exempel.

Nys har han talt et Ord af Ild, det brænder

        Endnu i Asken af de sjunkne Sale,

        Hvorhen hvert Blik i Danmark tungt sig vender.

Hvo tyder klart den stærke Hævners Tale?

        End skjules Flammeskriften halvt af Røgen,

        Men hvad jeg skuet har, det vil jeg male.

Sneeklædt i Vinternatten lyste Bøgen,

        Og som en Gravkrands laae de hvide Lunde,

        Og Alt var tyst, kun Ravnen skreg og Høgen.

Tungsindig syntes Borgen selv at blunde,

        Mens om dens Taarn og Kobbertagets Plader

        De kolde Stjerner Dødninglinet spunde.

Hvert Lys var slukket i de snevre Gader,

        Hvor Huus ved Huus om Slottets Fod laa sanket,

        Liig Børneflokken om den stærke Fader.

En sildig Gjæst endnu paa Porten banked,

        Han lodes ind, Alting blev atter stille,

        Og op og ned Drabanterne kun vanked.

Da faldt med eet, ret som det dages vilde,

        Et Lys fraoven paa den frosne Vove,

        Paa Tag og Taarn og Murens røde Pille.

Høi stod han i de sneebedækte Skove,

        Hiin Vældige, som Herren stundom sender

        Med Dommens Varselstegn til dem, der sove.

Han holdt et draget Sværd i sine Hænder,

        Et sælsomt Daggryskjær udgik fra Staalet,

        Blegt, som en Stjernes Lys, naar Natten ender.

Tungsindigt, alvorsfuldt hans Øie straaled,

        Imens han læned sig til Sværdets Fæste,

        Ei mødig, men som Den, der staaer ved Maalet.

Alt stille var, kun Nattevinden blæste;

        Og Aandens Blik henover Slottet svæved,

        Som var dets Muur en gammel Skrift, han læste.

Derpaa sin Røst i Stilheden han hæved,

        Da foer et Skjær, liig Gysning, over Borgen,

        Det var som blegned Stenene og bæved.

»Jeg mindes, Kongeborg! din Fødselsmorgen,

        Da du steg nyfødt af de mørke Vande,

        Djærv som en Daad, der bryder gjennem Sorgen.

Jagthornet klang fra skovbedækte Strande,

        Mens Riddersalen fyldte sig med Gjæster,

        Der strømmed hid fra Danmarks Øer og Lande.

Men her paa Bakken, hvor min Fod sig fæster,

        Stod glad og gjæv, med Øiet vendt mod Slottet,

        Foran sit Værk den kongelige Mester.

Han ene var, kun Skovens Fugle skotted

        Til Herskeren, der stod hvor Løvet skygged

        Og talte høit, med Heltepanden blottet:

»»Guds Fred med dig, mit Huus, som jeg har bygget!

        Stand i hans Varetægt og stærke Værge,

        Liig Danmarks Huus, forvaret og betrygget!

Mod aabent Stormløb skal I vel Jer bjerge,

        Thi der er dygtigt Tømmer i Jer begge;

        Blot ingen Fjender bagved Muren hærge.

Guds Fred med dig, mit Huus! Som Mast i Snekke,

        Jeg planted dig i Sø; Gud Herren unde

        Dig Styrismænd, forstandige og kjække!

Hold Danmarks Skjold, naar mine Øine blunde,

        Reent i din Hal — jeg har, Gud være lovet!

        Kun plettet det med Blodet af min Vunde.

Lad Ærens feire Træ ei vorde skovet,

        Men vogt det, som din Borggaards bedste Smykke,

        Da skal du stande fast, naar jeg har sovet

Aarhundreder i Kongegravens Skygge,

        Og minde Folket om et ærligt Hjerte,

        Som slog for Danmarks Hæder og dets Lykke.

Men kommer der en Dag — og Tankens Smerte

        Gik liig en Sky henover Kongens Miner —

        Da Løgn og Lavhed, som en sodet Kjerte,

Besudler frækt dit Skjold, og Skjændslen triner,

        Vellystig nøgen under Purpurkaaben,

        Høit i din Hal — da synk, Slot, i Ruiner!

Knus Lasten i dit Fald, drøn som en Raaben,

        Der vækker Søvnen og forfærder Brøden,

        Brænd Pletten ud af Danmarks Riges Vaaben —

Da vier jeg dig selv til Flammedøden!««

        Saa talte Kongen, harmfuldt Øiet lyned,

        Og paa hans Kinder brændte Vredesgløden.

Han trykked fast Baretten over Brynet

        Og vendte sig til Gang, som for at bryde

        De mørke Drømmes Ring og Tankesynet.

Da hørte han med eet Slotsklokken lyde

        Til Aftensang, de dybe Toner svømmed

        Saa roligt over Sø, som Svaner flyde.

Og milde Tanker til hans Hjerte strømmed;

        Han skued vidt fra Bakken, hvor han dvæled,

        Udover Skovene, der Søen sømmed,

Og over Mark og Eng, som fredbesjælet

        I Aftenvinden slumrende sig svaled;

        Og atter blotted Panden han og mæled:

»»Min Herre og min Gud! hvad jeg har talet,

        Glem eller mindes det, som bedst dig tykkes,

        Lad kun mit Rige være dig befalet!

Knus disse Hænders Værk, som du lod lykkes,

        Slet ud mit Navn, hvis det er saa din Villie —

        Lad Danmarks Huus kun stærkt og varigt bygges!

Velsign det, Gud! fra Høienloft til Tilie

        Med kjække Mænd, liig Skud af Egestammen,

        Og Kvinder liig Blufærdighedens Lilie!

Lad Folk og Konge trofast holde sammen,

        Lad ei den ene blues ved den anden,

        Men begge vorde Danmarks Hæder — Amen!««

Med denne Bøn gik Kongen bort fra Stranden;

        Men Lund og Sø og Slot har gjemt i Tiden

        Den gamle Drots Velsignen og Forbanden.

De mørke Mure have hvisket siden

        Hans Alvorsord til mangen Sjæl, og rystet

        Slægt efter Slægt, som hviler nu fra Striden.

Og Søen og den grønne Skov har trøstet

        Med Gjenlyd af hans Bøn i Aftnens Svale,

        Opløftet Tanken tidt og frigjort Brystet.

Men endnu Een har lyttet til hans Tale

        Og gjemt hans Ord, de milde som de strenge,

        Liig Frøkorn hist i Evighedens Dale.

Velsignelsen har baaret Frugter længe,

        Nu kommer Straffens Tid med Sorg og Sone,

        Nu sees der Frugt paa Vredestræet hænge.

Saa taler Han, som klæder Magtens Throne:

        En Orm har hulet ud den stærke Stamme,

        En Rovfugls Yngel bygger i dens Krone.

Men jeg vil hugge Træet om og ramme

        Formastelsen med Slaget af min Vrede;

        Thi hvo som Gnister saaer, skal høste Flamme!«

Og langsomt løfted Englen nu det brede,

        Iisblanke Sværd mod Slottet op, og mæled:

        »Den Mægtige har dømt dig, gjør dig rede!«

Da faldt igjen, som Borgen var besjælet,

        Et Skjær, liig Gysning, paa de røde Mure,

        Mens Aanden taus, med Sværdet udstrakt, dvæled.

Og ud fra Hjaltet, langs den blanke Skure,

        Foer knittrende et Lyn henover Voven,

        Midt ind i Slottet, gjennem Stenens Fure.

Da løfted Englen taus sit Blik modoven,

        Som for at sige: Gud, skeet er din Villie!

        Og vendte sig til Gang og svandt bag Skoven.

Men Morgnen saae Guds Vredes Flammelilie

        Udfolde sig paa Kongeborgens Tinde,

        Og Aftnen saae det dømte Slot paa Tilie

Forvandlet til en Gruushob og et Minde.