Flaget paa halv og en Sang til hans Minde!
Han har forladt os, den freidige Svend.
Skovene løves og Kilderne rinde,
Svalen er kommen, men ikke vor Ven.
Skovbunden rækker forgjeves sin Stjerne,
Han, som saa glad
Smykked sin Hat med det lysgrønne Blad,
Han har nu lagt sig til Ro i det Fjerne.
Vel, lad ham hvile; hvad gjør det, om Palmen
Skygger hans Støv i det fremmede Land!
Øresundsbølgerne synge dog Psalmen,
Bøgene lytte og svare ved Strand.
Graven er ei blandt de ukjendte Navnes
Smulrende Spor,
Graven er her, hvor han virked paa Jord,
Her, hvor han leved og kjendtes og savnes.
Her skal han mindes, ei sandt, Kammerater?
Mindes ei blot ved det lystige Sold,
Men naar der kæmpes, naar Aandens Soldater
Kaldes til Vaaben og møde paa Vold.
Forrest blandt dem var med ungdomsglad Stræben
Altid hans Plads;
Syngende stred han, og Pilen var hvas,
Skjøndt den hed Skjemt, naar den foer ham fra Læben.
Her skal han mindes, ei blot naar i Salen
Latteren lyder til Glassenes Klang,
Ogsaa naar stillere, mildere Talen
Glider og tolker en dybere Trang.
Under hans flagrende Lune paa Bunden
Alvoret laa,
Gjemt, som naar rislende Bølgerne gaae
Henover Guldsand, der glimter fra Grunden.
Ung i sit Væsen og Færd, i sin Tanke
Var han en Mand, som stod fast paa sin Fod.
Svigted ham Lykken, saa lod han den vanke,
Kom den, saa tog han den rolig imod.
Havde han Ønsker, som fristed og vinked,
Tvang han dem stærk
Under den selvsatte Lov for hans Værk,
Smilte med Ro, naar de skummed og blinked.
Dagen var trælsom, skjøndt aldrig han sukked,
Aftenen var hans Foryngelses Gry;
Op af dens kjølige Strømme han dukked
Frisk og forstærket til Arbeid paany.
Husker I, Venner, hvor muntert i Vrimlen
Ordenes Væld
Flod som en Bæk fra hans Læber ved Kveld,
Favnende Jorden og speilende Himlen?
Flaget paa halv og en Sang til hans Minde!
Sangeren har vel en Vise fortjent.
Tiderne skifte, mens Aarene svinde,
Han var en gammeldags, ægte Student:
Lystig ved Gildet og rask til sin Gjerning,
Trofast og kjæk;
Ingen, som kjendte ham, glemmer hans Træk,
Hvordan saa Fremtiden ruller sin Tærning.