Før dig jeg elsked, var jeg som en Mand,
Der flakked veivild om paa Havets Vover,
Med revne Seil, mens Horizontens Rand
Den stierneløse Nat sig hvælved over.
Halv drømmende jeg sad paa Stavnens Fiæl,
Saae ned i Dybet og lod Baaden drive,
Hver Tanke sov en Dødssøvn i min Siæl,
Jeg vidste knap, om jeg var end i Live.
Da blev det Dag, det lysned fiernt i Øst,
Og rødmende steg Elskovs Sol af Vandet;
For mig laae mine Drømmes lyse Kyst,
Og jublende jeg styred imod Landet.
Skibbruden, fattig jeg paa Stranden stod,
Og aanded dybt, og saae mig angst tilbage,
Jeg stødte Baaden langtud med min Fod,
Til Tegn at aldrig bort jeg vilde drage.
Skibbruden, fattig, o, men dog saa rig!
Haab stod igien og vinked i det Fierne,
Jeg havde mistet Alt, men fundet dig,
Du mine Drømmes gaadefulde Stierne!
Foran mig laae i Morgensolens Skin
Dit Væsens uberørte, stille Skove,
De grønne Blade hviskede: kom ind,
Hvis du er trofast og har Mod at vove.
Dybt, som en Drøm om Evighed i Kveld,
Var disse Skoves skyggefuldt Kammer,
Den hele Verden sagde jeg Farvel,
Og iled ind imellem Lundens Stammer.
Hvor var det stille her! slet ingen Lyd
Fornam jeg uden Lovets sagte Hvislen,
Og Nattergalens Sang om Sorg og Fryd,
Og nu og da de skiulte Kilders Rislen.
Og hvilken Planteverden, rig og stor!
Hvorhen mit Øie saae, var Jorden dækket
Med unge, halv tillukte Rosers Flor,
Dugsprængt enhver, af Slummer nylig vækket.
Men over dem sig reiste Skovens Hal,
Snart lys og hvælvet som en mægtig Kirke,
Hvor Østens Palmer og Platanen sval
Stod mellem Nordens hvide Hængebirke;
Snart sænkende sig gaadefuld og tæt
Ned i en Myrtelund, hvor Skygger svømme
Som Slør omkring mig, og hvor Siælen træt
Kan hvile sig, og dybt om Elskov drømme.
Ei nogen Fod før min har vandret her.
Nysgierrig som en Hind bag Skovens Gitter
Din Tanke paa mig seer; naar jeg er nær
Den flyer, men standser snart igien og titter.
Som hvide Duer flagre paa min Sti
Dit unge Hiertes Længsler, fromme, rene;
O, kunde jeg dem fange! men forbi
Mig flyve de, op under Skovens Grene
Mit Haab mig driver frem; ned Solen gaaer,
Igiennem Løvet seer jeg Stierner skinne,
Og atter Morgenen i Guld opstaaer,
Og Lys og Mørke skifte tidt herinde;
Men fremad vandrer jeg og trættes ei,
Mit Blik sig sænker i dit Væsens Gaade,
Engang jeg finder dog maaskee den Vei,
Der fører ind, hvor jeg den sødt kan raade.
Jeg veed, at dybest bag de dunkle Træer
En yndig, stille Slette der sig breder,
Den trætte Hind i Fred sig hviler der,
De hvide Duer bygge deres Reder.
En Sø der ligger, blank og reen og blaa,
Saa dyb som Himlens Hvælving i det Fierne,
Henover den de lette Skyer gaae,
Ved Nat den speiler Evighedens Stierne.
Derinde, veed jeg, er det altid Vaar,
Altid paa Grasset Morgenduggen ligger,
I hver en Busk en Nattergal der slaaer,
Bag hvert et Blad en Rose frem der kigger.
Men høie Stammer holde rundtom Vagt,
Thi Skovens Hierte banker tyst derinde;
Derhen naaer aldrig Stormens vilde Magt,
O, salig Den, som Veien did kan finde!
Trofast jeg søge vil ved Dag og Nat,
Naar Solen lyser og naar Stierner skinne;
Jeg veed, at for den Jord, jeg har forladt,
Skal jeg ved dig en bedre Verden vinde.